Kære Dagbog.

Så er det endelig overstået. Jeg har fået evaluering på min praktikopgave. Og til min store lettelse er den faldet ret fordelagtigt ud. Fik en del ros for den, og jeg ville vist være temmelig ufølsom, hvis ikke det skulle påvirke mig ... jeg mener: Alt andet lige, så er der vist få mennesker, der ikke trives med andre menneskers anerkendelse. Selvom det for mig ser ud som om vi skal rende til eksamener i alle mulige sammenhænge, fordi ANDRE har behov for at kunne måle vores kunnen, så vi kan blive skilt ad med etiketterne dygtige, middelmådige og dårlige - og dertil hørende adgangsmuligheder til forskellige læreanstalter. Så helt fra folkeskolen opdrages vi til, at det drejer sig om at opnå officiel anerkendelse. Det betyder åbenbart så umådelig meget, hvordan ens papirer ser ud!
Gud, hvor er det svært at lægge af sig igen, når man når dertil i sit liv, hvor det går op for een, at andre menneskers bekræftelse kun er flødeskummet på lagkagen: Lidt substans og meget luft. Når alt kommer til alt, så synes jeg da, at det er mit eget selvværd, der gør mig til et anstændigt menneske. Ikke andres rygklapperi. Nok så meget ros eller rykklapperi kan ikke hjælpe mig, hvis mit eget billede af mig selv er negativt. Og rygklapperne har sjældent kunnet hjælpe mig igennem de kriser, jeg er rendt ind i gennem mit liv.
Nå, men uanset hvad, så blev jeg glad for rosen. Jeg har lagt et stort arbejde i den opgave, og for mig er det lige så meget den indsats, der bliver anerkendt.
Skulle nogen af de mennesker, der frivilligt har stillet sig til rådighed for min praktik, læse med her, så vil jeg bare sige til jer: Jeg kunne aldrig have gennemført opgaven uden jer! Tusind, tusind tak. Jeg håber, at I alle har det godt.

Knus,
Maryanna