Kære Dagbog.
Så - nu har jeg gjort det. Nu har jeg langt om længe fået taget en dyb indånding, lukket øjnene, klemt sammen om næsen og er hoppet ud i at skrive den. Romanen. Brrr. Jeg ved ikke, hvad jeg tænker på, men pludselig var det første kapitel der ... Gud ved, om det bliver til virkelighed. Om jeg holder ud til den bitre ende. Det håber jeg, for denne roman har kun eet eneste formål: At skære båndene over til den mest forfærdelige oplevelse i mit næsten 40-årige liv. Jeg skriver den for at kunne overleve. Når jeg nu er afskåret fra at få afklaret tingene med min tidligere "bøddel", så håber jeg, at jeg på denne måde kan fantasere mig til en anden og bedre slutning på historien. Een, hvor han også lærer noget.
Men som det så ofte går, så ender det nok slet ikke som planlagt. Måske bliver det for smertefuldt at skrive det ... måske kan jeg slet ikke ... måske ... måske ... måske ...
Kære Dagbog. Du skal ikke regne med, at jeg offentliggør kapitlerne efterhånden. Jeg vil først se, om jeg overhovedet kan sætte nogle ord sammen om det. Hvis det bliver for forkrampet, så ... tja, nu har jeg i hvert fald fået lavet en kapiteloversigt med tilhørende stikord. Nu får vi se. Vi får se.

G'nat og sov godt.

Maryanna