"Mor, kan vi ikke snart besøge min gamle børnehave?"

Jeg kvitterer med et "jo, selvfølgelig" og "jeg ringer til dem i morgen" for blot at lyve senere på dagen og sige "Jeg har ikke kunne få fat på dem", når min søn endnu en gang spørger om jeg har aftalt en dag.

Jeg har dårlig samvittighed. Og samtidig har jeg så grundlæggende ondt i maven bare ved tanken om at skulle ringe til dem. Endnu mere over at skulle derind sammen med min søn.
Min mave snørrer sig sammen ved tanken om, at det kan være Ham, der tager telefonen.

Ham, der for en del år siden rev mit hjerte itu. Ham, der var min første store kærlighed. Ham, der var min første hjertesorg. Og Ham, der, tilsyneladende, har ødelagt noget i mig, som jeg ikke anede, var gået i stykker. Ikke før han stod foran mig en sensommerdag i min søns institution. Som en hjælpende hånd til mit sure barn, der ikke var klar til at modtage hjælp, men samtidig ret godt kunne lide noget i Ham.

Da han kigger op på mig og det går op for os begge, at vi kender hinanden, går jeg fuldstændig i stå. Han smiler til mig og møder mig i et kram og et "hvor er det godt at se dig".
Jeg fryser. Modtager krammet. Mærker hvordan det løber mig koldt ned af ryggen.
Vi snakker i noget, der føles som en evighed, men sikkert kun har varet 5 minutter.

Da jeg endelig kommer ud af institutionen, spørger min søn (naturligt) nysgerrigt, hvor jeg kender den nye voksen fra. "Vi var venner engang".
I løbet af de næste mange uger, forelsker min søn sig mere og mere i ham og fortæller hver dag om, hvad de har lavet sammen og at han er en virkelig god ven. Jeg forsøger, at bevare mit smil og glæde mig på min søns vegne over, at der er kommet en voksen, han er så glad for. Hvis ikke det havde været Ham, ville jeg synes, det var fantastisk. De laver alle de fede ting. Han gider at snakke med min søn om alle de ting, han synes er fede. Han er generelt den sjove voksen og det elsker jeg, at min søn oplever i sin dagligdag. Men det giver mig mavepine at vide, at Han er så tæt på mit allermest dyrebare.

Hver dag tager jeg en dyb vejrtrækning inden jeg går ind i institutionen og min krop går helt automatisk i alarmberedskab. Jeg scanner rummet med det samme, jeg træder ind for at finde ud af, hvor Han befinder sig, så jeg kan undgå ham. Typisk er han sammen med min søn, så næsten dagligt bliver jeg konfronteret med ham.

En dag bryder jeg grædende sammen. Korthuset vælter.
Samtidig med at Han pludselig er der igen, står vi midt i flyttekaos. Vi skal pakke hus ned, bo midlertidig i en lejlighed og min søn skal skifte institution - heldigvis. Men jeg er presset.
Min søn har længe spurgt efter en fridag og det har jeg endelig mulighed for at give ham. Men pludselig vil han ikke alligevel. Han vil hellere i børnehave og være sammen med Ham.
Rationelt kan jeg godt fortælle mig selv, at det ikke handler om mig. Eller at min søn bedre kan lide Ham end mig. Men jeg går helt i baglås. Jeg græder. Og kan ikke stoppe igen.
Min kæreste prøver at forstå. Det gør jeg nok egentlig også selv.

Da min søn har sidste dag i institutionen, går vi rundt og siger farvel til de voksne. Min søn løber hen til Ham og giver en krammer. Han kommer hen mod mig og ligner en, der vil give mig en krammer. Jeg tror, jeg vender siden til og får sagt "Ha' det godt'.
Jeg føler, jeg ryster i min stemme. Mine knæ føles som om, at de vil knække sammen og jeg mærker sveden glide ned af ryggen.
Han tager fat om min skulder og får sagt "Det var godt at se dig igen".
Jeg tror, jeg giver ham et smil, får min søn pakket sammen og skynder mig ud af døren.
Jeg kan mærke mit hjerte banke.

Siden har jeg ikke set ham. Jeg troede, han ville forsvinde fra min bevidsthed igen, når jeg ikke blev konfronteret med ham hver dag.
Men han sidder stadig i kroppen på mig. Den følelse, han gav mig dengang. Som jeg først har fundet ud af at genkende nu. Følelsen af at føle sig lille.

Jeg føler, jeg er landet et virkelig godt sted arbejdsmæssigt. Jeg er dygtig til det, jeg laver og jeg er virkelig glad for at gå på arbejde.
Kort efter at Han er blevet ansat i institutionen, skal jeg afholde et større møde. Jeg har gjort det før. Flere gange.
Men natten op til sover jeg ikke. Jeg vågner op med følelsen af, at jeg ingenting kan. Ikke har noget at bidrage med og faktisk er lidt til grin for at tro, at nogen gider at lytte til mig.
Jeg gennemfører mødet. Græder efterfølgende overfor min tætte kollega. Både af frustration og glæde.
Generelt bliver min hverdag fyldt med situationer, hvor jeg ikke tror på mig selv.

Han er kommet mere på afstand og fylder ikke nær så meget længere.
For 3 måneder siden fik vi en søn mere, hvilket er fantastisk og (heldigvis) fylder temmelig meget for mig.
Der er ganske enkelt mindre plads til at tænke på Ham.

Men han fylder. Han er der endnu.
Og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det..