3 år siden

Hvorfor er jeg så vred?

Hold mig i hjertet for en...
Kasper Lund ...
8 år siden
Det at blive mand
Ace Burridge...
12 år siden
Da Mikkel på en måde fik ...
Olivia Birch...
9 år siden
Begge to ramte plet
Kenneth Hvid...
3 måneder, 14 dage siden
Nyt land
Christian Ba...
10 år siden
Tak Til Personen, Der Stj...
Kianna Kitte...
2 år siden
Så blev jeg et telt-menne...
Michala Esch...
16 år siden
Danmarks skønhed
Halina Abram...
6 måneder, 29 dage siden
Første indlæg og ny tid
Miriam Lidbe...
7 år siden
Stilhedens tanker.
Line Ley Jen...
10 år siden
Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
8 år siden
Roligt forelsket..
Sophie Hatte...
12 år siden
Kære natbog (V) - at være...
Olivia Birch...
10 år siden
Når vi nu snakker om posi...
Luna Mø
7 år siden
Og tænk engang, jeg flytt...
spinosi
11 år siden
Fødselsdagsweekend.
Michala Esch...
16 år siden
Dagen tiltaget 2timer og ...
Hanna Fink (...
11 år siden
Pink banko med Racuelle
Racuelle Hei...
9 år siden
Langt fra Las Vegas
Tine Sønder ...
12 år siden
Da jeg blev student
Olivia Birch...
8 år siden
starten på noget.
Liza Abildsk...
10 år siden
Thoughts drifting away...
Katrine Søre...
11 år siden
Udstilling
Hanna Fink (...
10 år siden
Smil grill og musik 2020
Martin Micha...
4 år siden
I korte glimt...
Marlene Gran...
11 år siden
En hyggelig dag
Maria Hahn (...
11 år siden
Pandekagekomfur
Peter
11 år siden
Lidt af det ene og det an...
Michala Esch...
17 år siden
Genboen.
Ruth Christe...
8 år siden
I'm not perfect and I kno...
MysteriousGi...
12 år siden
Ikke mange weekender endn...
Michala Esch...
15 år siden
Hej.

Det er godt nok lørdag i dag, men jeg tager dig lige med tilbage til torsdag. Vi skal til psykolog. Jeg træder ind af døren og sætter mig i venteværelset. Jeg skrev til hende for 4 uger siden, at jeg havde brug for hjælp. Lægen ville ikke give mig en henvisning efter jeg sagde, at jeg græd 3-4 dage på en uge. Men nå, så må jeg jo skrive til en psykolog selv og betale prisen for hjælpen.

Der sad jeg så i venteværelset. Nervøs trippende, kørende rundt med min ring og urolig på min stol. Jeg havde en plan. Vi skulle snakke omkring, hvorfor jeg følte mig ensom. Hvorfor jeg vågnede klokken 3 om natten badet i sved og med mareridt. Vi skulle snakke om, hvordan jeg kunne fikse det. Jo tak, det var det vi skulle jo. Jeg havde i hvert fald en klar forventning til, at jeg ville gå derfra med opgaver eller løsninger til mine problemer. Hun måtte da vide, hvad der var galt med mig.

Kendte hun mig? Nej. Var det min første samtale hos hende? Ja. Var jeg lidt naiv at tro, at hun kunne fikse mine tudeture og ensomhed på 50 min? Øhm lidt måske.

Jeg satte mig ned i den grå lænestol, som var magen til den hun også sad i. Klenex stod klar. Og jeg startede naturligvis vandfaldet cirka 10 sekunder efter, at jeg havde placeret mig i stolen. Hun spurgte først indtil, hvorfor jeg sad her i dag, "Jamen nu skal du høre, jeg græder 3-4 dage i ugen uden nogen særlig grund. Jeg føler mig ensom og træt hele tiden. Jeg har koncentrationsbesvær. Mareridt om natten og sover generelt rigtig dårligt for tiden." Så var vi i gang. Hun tegnede et diagram, som hun kaldte noget fancy, over min nærmeste omgangskreds. Herpå kom familien, vennerne og min ekskæreste. Ekskæresten er jeg lidt uforstående overfor, men hun mente vores nylige break up i august var værd at tage med.

Da den var tegnet skulle jeg fortælle, hvad der var hændt det sidste års tid;
Corona.
Jeg gik fra min kæreste.
Sexchikane.
Fyret fra mit arbejde.
Fået nyt job.
Kom på datingmarkedet.

Hun hæftede sig hurtigt ved sexchikanen og bad mig uddybe. Jeg gennemgik hele historien. Forretningsrejse til et fremmed land, en chef der havde behov for at udtrykke sine seksuelle og følelsesmæssige behov og 24 timer i helved hjem med en mellemlanding, flysæder ved siden af hinanden og ham, der ikke ville lade mig være efter jeg udtrykkelig havde sagt, at han ikke skulle snakke til mig, medmindre det havde noget med arbejde at gøre. Jeg prøvede at lade vær med at gå panik ved tanken om, om han kunne finde på at gøre mig noget? Jeg sov ikke natten inden vi skulle rejse hjem. Denne historie kræver en uddybning en dag, men for nu efterlader jeg den her og tager dig med tilbage til psykologen.

Jeg var ked af det og græd. Hun spurgte mig gentagende gange, hvad jeg følte. Jeg tænkte, at det måtte være tydeligt. Jeg græd jo som pisket ved at fortælle historien. Men efter hun havde spurgt mig et par gange ændrede noget i mig. Jeg var ikke længere ked af det. Jeg var vred. Hun spurgte, "Hvorfor er du vred?". Jeg var vred, fordi han tog et egoistisk valg om at fortælle mig noget, som jeg aldrig havde bedt om. For mig var det som om, at han havde fået lov til at afklæde mig i måneder uden min accept og her stod han så og fortalte mig, hvad han havde tænkt på siden januar 2020. Jeg føler mig psykisk voldtaget. Jeg havde ikke behov for at få den information fra en mand, som jeg aldrig selv har lagt op til, der tilmed var min chef og den magtdynamik var altoverskyggende i vores relation som kollegaer. Jeg var vred, fordi han i det øjeblik tog alt arbejdsglæde ud af mit perfekte job. Jeg var vred, fordi jeg havde tilladt ham at se på mig på den måde. Jeg var vred, fordi han gjorde det her mod hans familie, som ingenting vidste. Jeg kunne pludselig ikke trække vejret og mit bryst snørede sig sammen. Jeg rystede på hænderne og kunne have givet væggen en massiv knytnæve.

Psykologen så mine hvide knoer og spurgte, "Hvad ville du gøre lige nu mod ham, hvis der ingen omkostninger var?" Jeg ville for det første sige, at han var et egoistisk røvhul, som ikke tænkte på konsekvenserne af hans handlinger. Dernæst ville jeg nok give ham en lussing. Jeg er ikke ligefrem den udadreagerende type. Men han kunne lige vove på at tale til mig offentlig.

På det her tidspunkt er tiden ved at rende ud og vi har virkelig kun fået afklaret, at jeg har en del vrede til det her menneske, som rev tæppet væk under mig på en forretningsrejse. En vrede, som jeg nu tager med mig resten af dagen, men som efterlader mig mere hel end jeg har været i lang tid. Jeg fik ligesom sat ord på nogle af de sten, som jeg har båret i min fiktive rygsæk det sidste år.

Næste gang jeg skal se hende er allerede om 14 dage, hvilket på mange måder er rigtig godt. I mellemtiden skal jeg bruge dagbogen her til at tjekke ind dagligt på mig selv, min vrede og mine følelser.

Neola - The New One.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Hvorfor er jeg så vred? er publiceret 27/03-2021 22:08 af Neola.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.