Det er dagen derpå og huset er snart i normal leje igen. Jacobs svendegilde gik forrygende. Det var åbent hus arrangement med invitationer, så vi var spændte på, hvor mange der ville komme. Der var nok ca. 40 gæster ialt. Der var en god stemning og alle hyggede sig. Vejret var glimrende, så vi kunne godt have sat telt op i haven, men det var jo ikke til at vide. Istedet sad arbejdskollegaerne i udstuen og vennerne i stuen - det var ikke forudbestemt, men sådan faldt det helt tilfældigt ud. Der var buffet med frikadeller og hamburgerryg og to slags kartoffelretter og salat til. Min mand stegte 125 frikadeller og de blev spist i løbet af no time, så han var ved at tabe pusten over, at de var så hurtig væk. Ellers var der mad nok, men gæsterne tog også godt fra, så det er begrænset, hvad der er af levninger. Alle roste maden - og det er vel det en kok allerbedst kan lide at høre. Min mand er bare fænomal og dygtig i et køkken.
Ved 1- tiden tog Jaob og vennerne med taxa ind til byen for at feste videre. De sidste gæster gik først kl. 3.00 og Jacob og hans kæreste og tre overnattende gæster kom hjem igen 10 minutter senere.
Alt i alt blev det en lang - men rigtig god og speciel dag. Gavebordet står derinde i stuen og bugner og imellem ligger svendebrevet med et rigtigt flot resultat.
Det var så svendegildet for kollegaer og venner. Jeg gik og troede at det var den sidste fest, vi skulle holde for Jacob, men for søren... vi skal da også have inviteret familien til svendegilde.

Jeg går og tænker på, hvordan jeg tackler min sygdom og om jeg kan gøre det anderledes. Om jeg har et lidt forkvarklet forhold til den - og hvis jeg har, at så er det ubevidst og så er det på grund af de mønstre, som jeg fik tildelt gennem arv og miljø i min opvækst. Jeg prøver, så godt jeg kan, at forholde mig til min sygdom på en positiv måde.
Der er dog nogle indre mekanismer i mig, som gør at jeg både er ked af og vred over, at skæbnen har ramt mig så hårdt på denne måde. Jeg tror dog - uden at kan være hel sikker - at når jeg lytter til mit inderste jeg, så er jeg ved at have fat i noget af det, som får mig til at føle den sorg og vrede. Jeg er ved at få vendt tingene, så jeg kan se dem fra en anden vinkel og så er der nogle aha´er, som dukker op. Jamen, så er det jo ikke de ting, som jeg skal være så bitter på, men på selve det faktum, at jeg er blevet syg.

Jeg ved godt, at DET er en alvorlig, fremadskridende sygdom, som jeg har. I mit liv - både herhjemme og på arbejdspladsen må jeg forstå, at der er nogle ting, som jeg ikke magter længere. Det er noget af en kamel at sluge, men det er nødvendigt, at erkende og acceptere det. Jeg må også lære, at være mere åbent omkring, det at have Parkinson. Jeg ved, at min familie, venner og kollegaer vil mig det bedste, men nok er bekymrede for, om jeg vil blive for ked af det, hvis de spørger for meget. Jeg må lære, at åbne for mine følelser og tanker om sygdommen og så ellers sige til dem, at jeg gerne vil have, at de spørger til mig en gang imellem. Det, at være åbent, kan være svært, så længe det følges med skam og flovhed. Jo, nu er det på tide, at der sker noget radikalt - at jeg får et bedre forhold til min egen erkendelse af, at have Parkinson. Jeg tror, at det er godt, at jeg har fået de her tanker ind i hovedet, inden jeg næste weekend, skal mødes med mange ligestillede til Yngre konference i Grenå.

Ja, det var så tankerne i mit hoved en september søndag eftermiddag. I aften skal jeg se Nicolai og Julie - jeg synes, at det er en god serie og der er mange forskellige episoder i, som man kan forholde sig til og identificere sig med. Bagefter er det på hovedet i seng - vi er godt trætte ovenpå dagen i går.

Ha´ det nu godt derude i samfundet - uanset hvad I har, at tumle med af ting og sager.

Hyggehejsa fra en eftertænksom Nellemor.