Jeg er komplet død. Visnet. Forstenet. En mumie. Jeg ved ikke hvordan det er kommet hertil, men det er det. Jeg har rimelig meget fritid, som jeg ikke aner, hvad jeg bruger på. For i hverdagen ser jeg næsten aldrig nogen venner, jeg har ingen kæreste og ingen børn, jeg tegner kun sjældent og skrivere endnu sjældnere. Hvad bruger jeg tiden på? Sove og se Netflix og surfe og andre mærkelige ubrugelige og uinspirerende ting. Jeg har også været en del syg det sidste halve år (som om det er en undskyldning).

Jeg passer mit arbejde - det går ok. Nogen dage er jeg mere glad for det end andre - men jeg er ikke passioneret og en del dage hader jeg det ligefrem. Jeg synes ikke jeg har nogen muligheder for at udvikle mig i mit job. Der er en del kolleger som jeg ligefrem hader - hader er nok et stærkt ord, men som jeg finder uduelige og uinteressante og irriterende at være i nærheden af. Nytårsforsæt: Find nyt job.

Mit kærlighedsliv: Jeg tænker stadig på Månen, God forbid. Jeg ser hans fjæs for mit indre øje, og jeg gennemtrawler vores fortid for muligheder for at det kunne være blevet til mere. Det kunne det ikke og det kan ikke betale sig at bruge tid på disse tanker. Han har en kæreste. Jeg har muted ham på Facebook for at undgå at få et stik i hjertet, hver gang der popper en lykkelig opdatering op. Ham og kæresten på en lækker restaurant i Paris. Og for nyligt, da hun taggede ham i et billede taget på en strand i Sri Lanka. Jeg kan slet ikke holde deres lykke ud, for jeg kan ikke selv finde det de har. Fordi han er den eneste, jeg rigtigt kan se mig selv sammen med.

Dem jeg har gang i nu:

Skriver stadig med den (indtil videre) kedelige bankmand. Det er ikke lykkedes os at se siden vi var ude og drikke portvin sammen. Han blev syg, skulle rejse og så var det jul - og nu er han syg igen. Normalt ville jeg tage det som en slags afvisning - som dårlige undskyldninger. Men det er ham som stædigt holder kontakten og jeg har bare tænkt at jeg skal holde så mange muligheder åbne som muligt. (I'm I sad or what?)

Til julefrokosten på arbejdet blev jeg pludselig uventet tilbejlet af hele to kolleger. Den ene som jeg har været i Brasilien med. Han er så sød, men har et barn, og desuden kan jeg slet ikke forestille ham som andet end en ven. Den anden er en jeg arbejdede sammen med da jeg havde min tidligere stilling (i samme virksomhed). Vi kalder ham 'I Have a Dream' fordi han ligner sådan en Martin Luther Kingsk ung sort intellektuel - to meter høj og slank med briller. Vi dansede til julefrokosten - jeg elsker jo at danse og han var virkelig god og sammen styrede vi det dansegulv lidt som Patrick Swayze og Baby i Dirty Dancing. Og så ville han med mig hjem og ud og drikke kaffe og alt muligt. Men ham kan jeg heller ikke rigtig se på den måde. Det kan jeg bare ikke, ved ikke hvorfor. Han dukkede op ud af det blå til den nytårsfest jeg var til på Nørrebro og nærmest jagtede mig rundt. Han var meget fuld og fattede ikke rigtig et hint.

Så har jeg mødt en anden på stambaren. M. Jeg har set og snakket med ham et par gange over det seneste år. Faktisk var det hans ven som jeg som udgangspunkt flirtede med og var interesseret i. Som et fling om ikke andet.

Som udgangspunkt har jeg aldrig tænkt på ham som noget potentielt. Han er ikke sådan udseendesmæssigt attraktiv overhovedet. Han er lidt tyk, har små hænder og ser ældre ud end han er. Sådan lidt borgmesterfacon. I mit hoved kunne han sagtens være 45 men han er kun 37. Nå, men det der er med ham er måske, at han på enkelte parametre minder lidt vagt om Månen. Månen var jo også tyk engang (dengang jeg gik i gymnasiet vejede han 120 kg -pludselig på mirakuløs smed han al overvægten og der blev skåret ind til benet - og hvilket lækkert ben det var). I modsætning til Månen er han dog ikke ved at anlægge måne. Selvom han måske er lidt gråtonet i tindingerne. I virkeligheden er det nok noget med hans hjerne, hans velformulerethed og hans humor, som jeg er tiltrukket af. Han har inviteret mig ud to gange nu og har virkelig god stil. Første gang mødtes vi til en kop gløgg på D'Angleterre og da vi havde drukket den, sagde han bare sådan ud i luften (selvom det slet ikke var aftalt) at han havde reserveret bord på en fransk restaurant rundt om hjørnet. Anden gang spiste vi brunch på Sokkelund og gik en tur i Frederiksberg Have. Han har vildt god stil på dates, tager styringen og beslutningerne - ikke fordi jeg ikke kan finde ud af det, men det er så sjældent man møder en mand, som ikke bare sidder og nøler og ikke ved hvad de vil.

Han er sjov, og han synes jeg er sjov og vi snakker i udgangspunktet godt. Men jeg ved bare ikke rigtig om jeg har lyst til ham. Det eneste vi har gjort indtil videre er at kysse lidt. Mit normale jeg ville nok have skoddet ham inden for relativ kort tid. Men min jeg-prøver-at-være-en-bedre-version-af-mig-selv-jeg forsøger hardcore at give tingene en chance mere og så lige endnu en.

Vi er sindsygt forskellige. Han er sådan en ejendomsinvestortype, og den første halve time på første date rablede han kun om det, på sådan et niveau at jeg blev helt beklemt ved ikke at fatte hat. Jeg tror han bare var nervøs. Men nu har vi meget sjov ud af at vi er så forskellige: at jeg er en sådan kreativ offentlig ansat og han er sådan en ond kapitalist. Jeg tror vores fællesnævnere er noget med humor og passion for at jonglere med ord. Og jeg kan sagtens se, at vi vil blive ved med at have ting at snakke om og gøre sammen. Men jeg ved ikke om jeg kan se mig selv tænke 'mmm, han er min lækre og dejlige mand'.

Nå, jeg holder bankmanden (som også er basketspiller) lidt varm, om ikke andet, så for at have en modvægt som er fysisk lækker men kedelig og humorforladt. (Indtil videre). Alle skal have en ordentlig chance, det er mit nytårsforsæt.