Hele mit voksenliv har jeg kæmpet imod social arven, kæmpet for ikke at ende i rendestenen med en nål i armen, lade min arv tage overhånd.
Jeg kæmper stadigvæk.
Det er hårdt ikke at identificere sig med miljøet og de mennesker jeg er vokset op iblandt, hårdt ikke at lade sig friste.
U afhængigheden mangler. Føler mig bundet på hænder og fødder, overvåget og sat i bås som det sociale tilfælde min arv så ihærdigt forsøger at gøre mig til.
Så mange gange har jeg tænkt 'om det er det værd' ? og eller om jeg nogensinde vil komme til at bryde det mønster jeg jeg altid har fulgt.
Vil jeg tænke anerledes? prioritere de ting som burde komme i første række! Vil jeg lade mig friste. Eller vil jeg kunne se logikken i ' det velfungerende familieliv '.
Har intet hjælp med på vejen. ingen erfaring eller minder hjemmefra. Vil jeg nogensinde lære det ?
Er tit i sorg, græder over det liv jeg lever, men som altid har været mit største ønske, Græder fordi jeg er bange, er bange fordi jeg er på ukendt grund og endelig har fået alt det jeg manglede i min barndom, kærlighed, omsorg, trygge rammer.
Alle de følelser og indtryk er fremmede for mig og ved ikke hvordan jeg skal håndtere dem. Og frygter derfor jeg vil skubbe det fra mig, aldrig lade det/dem komme tæt på.