Jeg kommer hjem. Affaldsposen lugter. Jeg tænder lyset. En sparepære som lyser op langsomt og gult. Et hult ekko af fodtrin på trappen efter jeg har lukket døren.
Nu ruller arbejdslivet, jeg er stadig i euforien, men fritidslivet står rungende tomt. Vennerne stifter familie og går ikke ud mere. Jeg føler mig ensom. Jeg har egentlig ikke lyst til deres liv, jeg har lyst til mit liv - hvis ikke lige det var fordi, jeg føler mig så alene i det. De har forladt mig alene i en balsal af muligheder. Fritiden er som en stor kold sal, med rene flader, knirkende gulve, tomme karme og hårdt klingende ekkoer. En kold træk og rusten der buldrer i rørene. Alt er i virkeligheden muligt. Men jeg sætter mig i et hjørne af mig selv og holder om mine knæ. Jeg hører verden gennem forsatsruderne - den ryster og vibrerer i glassene. Skrøbeligt som bare fanden.
I morgen vil jeg shoppe tomheden væk og bagefter glo ned i de gabende poser fyldt med knitrende silkepapir. Så sidder lykken atter på mig som en dyr figursyet kjole og ekkoet fra de høje hæle richotterer tilbage fra de dunkle hjørner. Og jeg kan gå hårdt på asfalten og lad verden høre, at jeg er her. Jeg savner naturen.