Jeg kan altså ikke helt komme mig over hende. For 4 mdr. siden havde hun 2 kærester og var helt absurd ulykkelig i sin rodede situation, og nu skal hun have barn, flytter sammen med kæresten og er trivelig buttet - minimalt... hun var en pind før - men hun ligner en, der har haft en god ferie, om jeg så må sige :)

Så mange tanker om, hvad det er for en måde vi har været nære på.

Stort set alle på hendes job har vidst det i noget tid, pga. nogle forviklinger med jobskifte, og fordi faren... altså kæresten... arbejder samme sted. Og fordi hun skulle på vild pariser-tur med en veninde. Søster er fucking næsten 12 uger henne, og jeg har ikke fået det at vide før igår. Mmm. Samtidig kan jeg også huske at da jeg for 9 år siden (Christ er det virkelig så længe siden) fik en abort, sagde jeg heller ikke noget til nogen i familien før efter det hele var afviklet, og alt var i orden igen.

Mor mente, at den sene formidling havde noget at gøre med, at søster ville være ked af at sige det til mig, fordi hun er lillesøster, og det bliver hende før mig, og alt sådan noget. Jeg kunne ikke lade være med at skrald-grine, da hun sagde det, fordi jeg vidste at det var pure 'opspind' fra min mors side. Dvs. det er noget hun selv føler. Både søster og jeg har altid vidst, at det var sådan det ville gå. Og jeg har i øvrigt aldrig sådan rigtigt været skruk. 'Jeg vil gerne have børn ung, og inden jeg dør, bare ikke lige nu' (sådan plejer jeg at sige med et grin... og har gjort det vist ret længe efterhånden). Søster har i kæreste/voksen-livet altid været lysår foran mig i udvikling. Det ville være sort andet. Og jeg tror faktisk, at jeg ville have haft en helt forkert fornemmelse, hvis det havde været den anden vej rundt. For søster har gerne villet have børn længe.

Søster og jeg grinede også af min mor, da jeg fortalte det.... og, så er det alligevel også noget, der sætter tanker igang. Min storesøsters pap-mor spurgte fx til min søsters alder, og da jeg svarede '32' sagde hun: 'Ja så er det da heller ikke for tidligt' - hvortil jeg svarede 'shyy' og grinede.

Mmm, ved ikke hvad det er, der er at dvæle ved. Det er fantastisk og spændende. Når søster får barn, kan jeg ikke få det tættere på. Det er som var det mig selv. Det er mærkeligt. Meget meget mærkeligt. Hendes nye kæreste er virkelig sød... og selvfølgelig bliver jeg nødt til at se på ham med helt andre øjne nu. Jeg skal ærligt sige, at min søster har haft så rimeligt steady et flow af mænd af 1-2 års varrighed, at jeg lidt var holdt op med at give dem opmærksomhed. Specielt efter historien med dobbeltløbet af kærester i 2 byer. Den lille stakkel. Hun har virkelig haft kastet sig ud i noget rod. I påskeferien var hun ved at gå helt op i limingen. Og så stod nye kæreste på lur og gjorde hende gravid. En to tre, luk munden på et flagrende menneske, der i virkeligheden gerne ville præcis det.

Og nu skal hun allerede flytte sammen, og have børn og overvejer at invistere i en stor kolonihave ikke så langt fra hendes veninde. Søster kaster sig altid 100% ind i det hun er igang med.

Det er vildt. Vildt og mærkeligt og godt med forandringen. Jeg skal lige vænne mig til det, men det er godt for hende. Det er jeg sikker på. Og muligvis er det også godt for mig, når bare jeg lige er blevet stærk nok til tanken om at skulle være 'alene søsteren'. Sådan var det engang altid. Da vi var unge. Kan huske de to søstre altid fik store gaver af kærester til jul, og jeg fik en sprældemand af min veninde, jeg stadig holder utroligt meget af, der hænger ude på toilettet. Ved ikke hvorfor verden vender sådan. Jeg falder vist ikke for gud og hvermand, og så er jeg åbenbart også sådan skruet sammen, at det modsatte heller ikke er tilfældet. Gud og hvermand falder ikke for frøken. Fordi... et eller andet jeg ikke forstår. Jeg er vist bare ikke så piget i min væremåde. Og dermed ikke så umiddelbart tiltrækkende. En veninde sagde engang, at det var mit eget valg. Jeg holder utroligt meget af hende, men mener der er mange ting både om mig og muligvis også hende selv, hun ikke har forstået. Eller også passer det ikke. Men jeg er blevet langt langt bedre til at være pige. Hvis jeg på noget måder skal kunne takke J for noget, er det nok det. At han fik det hysteriske og følelsesladede, der nok også er pigen, i mig frem. Jeg er ikke kun et hovede, som jeg vist ellers troede i mange år. Slet ikke faktisk. Mystisk opdagelse i øvrigt.

Nå, nu skal jeg i seng. Jeg skal nå en marathon de næste 4 dage på job. Men heldigvis er det en af mine yndlingsopgaver.

Kære kære gud, lad den lille være sund og rask, og lad det gå dem godt. Jeg kan næsten ikke bare, hvis det ikke går dem godt. Min dejlige lille-søster med verdens største hjerte og livsmod. Hun trænger til at det går godt. Jeg under hende sådan, at det bliver godt.