Jeg har fået NOK!

Jeg er meget tæt på at smide håndklædet i ringen mht. min revalidering. Det har været én stor kamp siden jeg for første gang fik den bevilliget. Underligt ik? Hvordan kan den være en kamp når den ER bevilliget? Det spørger jeg om...

Det er et mas at være i ”systemet” og vel et stort sundhedstegn at jeg er så træt af det. Selvfølgelig har det været en kæmpe hjælp og vi er et heldigt folkefærd. Psykiske sygdomme bliver heldigvis taget seriøst i vores samfund og vi bliver hjulpet godt i gang igen og i de fleste tilfælde ikke glemt eller gemt væk.

Jeg fik den hjælp efter ”mit bump” i livet og blev tildelt en revalidering...ja en ny chance for at gennemføre uddannelse og samtidig passe min behandling. Jeg er yderst taknemmelig men også så træt af at være i denne situation. Jeg trænger til at klare mig selv.

Der er to måneder til jeg skal starte på studiet og nu...skal jeg tjekkes. Nej jeg er ikke en person der tvivler på andres menneskers hensigt eller stritter i mod hvor jeg bør samarbejde, men jeg er træt af at blive jongleret rundt mellem sagsbehandlere der ikke kender mig men blot sidder med papirer der giver dem ret til at konkludere hvad som helst. Der er blevet lagt en jobplan som jeg har fulgt til punkt og prikke. Siden min barsel sluttede har jeg taget adskillige studierelevante kurser – per eget initiativ hvor jeg i stedet kunne have lavet ingenting. Jeg har holdt mig i gang fordi jeg, af erfaring, ved hvordan jeg hurtigt bliver påvirket og isoleret når jeg foretager mig ingenting. Samtidig har jeg passet min søn alene og klaret beslutningen om at flytte fra Emils far. Stabilitet kan for pokker da ikke diskuteres her!

Men det bliver diskuteret og fra det begyndte for et par måneder siden, har jeg haft ”dem” mistænkt for at modarbejde min revalidering. Min egen sagsbehandler har været mere rolig og hele tiden holdt på, at grunden til at de pludselig strammer rebet er af hensyn til mig...og min situation! Men i sidste uge måtte hun så give mig ret i min mistanke. De ved at jeg kan søge det der hedder ”SU med handicap-tillæg” og hvis kommunen kan spare revalideringsydelse vil de gøre det.

Så nu skal jeg i virksomhedspraktik...lad os da for helvede da bare kalde det hvad det er: ARBEJDSPRØVNING. Jo jeg ville godt kunne klare det...men jeg er vred over at skulle testes på denne måde. Det er ikke fair og jeg har mest lyst til at droppe kampen og klare den på anden vis. Jeg føler mig efterhånden ikke mere anderledes end alle de andre mennesker, der hver dag klarer den på en sølle SU. Jeg ønsker ikke at blive behandlet anderledes og slet ikke blive tvivlet på!

Min sagsbehandler fra ”klinikken” synes jeg skal blive ved lidt endnu. Så ”lidt endnu” har jeg besluttet skal være et møde. Jeg vil møde de mennsker der mener jeg ikke er ”stabil nok” til at klare mit studie og jeg vil lytte til deres argumenter. Jeg vil have chancen for at modargumentere om så det gavner eller ej.

Hvor jeg glæder mig til at være helt fri. Jeg er yderst taknemmelig for den støtte og hjælp man som ”sygemeldt” kan få i dette land men jeg er ked af hvad der medfølger.

Jeg er træt af disse bekymringer.