19 år siden

Morgenstund har...hvad i mund?

Haiku digte skrives i nut...
Syrene Hvid
6 år siden
Advarselsbokse og hulahop...
Victoria Wan...
9 år siden
1 ex er det værste, men 3...
Martin Micha...
5 år siden
Lidt af hvert
Hanna Fink (...
11 år siden
Begge to ramte plet
Kenneth Hvid...
3 måneder, 14 dage siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
8 år siden
Kære natbog (XVIII)
Olivia Birch...
9 år siden
Det grå hår.
Ace Burridge...
12 år siden
En træls fredag
David Hansen...
8 måneder, 18 dage siden
Årsdag
Mikala Rosen...
12 år siden
Hvem sætter temaet?
Olivia Birch...
9 år siden
Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Fjerde bog færdig, femte ...
JesperSB
3 år siden
Bliver jeg nogensinde god...
Jønsse
8 år siden
Livsperspektiv
Flickarocks
10 år siden
Den onde nydelse
Regitze Møbi...
10 år siden
Dagen i dag er tiltaget m...
Hanna Fink (...
12 år siden
P's liv, en skriveproces ...
Camilla Rasm...
11 år siden
Titte bøhh
Racuelle Hei...
9 år siden
Det fandme typisk, med de...
Racuelle Hei...
9 år siden
Meningsforladt tankemylde...
Kasper Lund ...
9 år siden
11 dag på fyldepinden og ...
Gaffa Brandt
11 år siden
Sindsyg med klarsyn
Michael Nevs...
7 år siden
Lodret vask med rivejern
Victoria Wan...
9 år siden
Houdini - Kasper Lund
Kasper Lund ...
8 år siden
Lad os sammen hylde nørdh...
Katrine Søre...
11 år siden
Apatiske gentagelser - Ka...
Kasper Lund ...
9 år siden
Guld? Det er sgu da en underlig ting at putte i munden!!!

At begynde en dag med, at være utilfreds med sig selv? Ja det må da være noget af det mest slukkende for energien.
Jeg vågnede op med den følelse og lå et stykke tid før jeg gik på badeværelset. Jeg måtte jo i bad men havde slet ikke lyst til at nærme mig spejlet for at bekræfte mig selv i, at utilfredshedsfølelsen var reel.
Men jeg prøvede bestemt at fortælle mig selv, at det blot var opspind inde i mit eget lille hoved og måske burde jeg gøre et ihærdigt forsøg på, at fortælle mig selv det modsatte når jeg nu alligevel skulle kigge på mig selv.

Virkede det? Hmm det var for svært, så jeg valgte helt at undgå at stoppe op. Det ER trods alt bedre end at stå der og trippe på nedladende tanker!

Det slår mig dog, at jeg sjældent står op med andre følelser. Min hverdag er nu heller ikke rasende interessant, så den ”iver” der burde drive mig ud af dynerne og fatte morgenlyset med kyshånd…ja den er der vel af gode grunde ikke.

En eller anden meget meget gal side af mit sind, har overtaget det meste af mig. Jeg holder mig selv nede, tænker frygtelige og dårlige ting om mit eget væsen og holder mig selv i en passende afstand til mine omgivelser…så har de da ikke mulighed for at overbevise mig om det modsatte...eller værre endnu, bekræftige mine bange anelser!

Men jeg tænker; hvor længe kan dette blive ved?
Havde jeg været meget yngre, ville andre nok have grebet ind da jeg måske ikke ville være i stand til at bevare min facade. Men som nu, kan jeg vel få lov at gå i ro og fred.
Jeg ved dog at der stadig lever et sundt og glad menneske et eller andet sted inden i mig. Måske er jeg bare mere og mere nervøs for, om denne del af mig overhoved er stærk nok til at komme til orde.

”Mennesket har et overlevelsesinstinkt”…siges det. Hvor er mit? Måske virker det alligevel og jeg lader bare ikke mærke til det? Måske er det det, som trods alt får mig op af sengen hver dag og måske tager det sig en lille pause når jeg ikke gør?

Længe har jeg nok gemt mig lidt bag ”smarte diagnoser” uden egentlig at bemærke sandheden i dem. I går fik jeg dem så på skrift og pludselig føltes det ikke længere som et generelt ord man blot kan svinge ud og dermed undgå videre forklaring. ”XXX har isoleret sig socialt fra omverdenen, hvilket ikke er foreneligt…” osv osv. Dette udgjorde en del af en større opskitset problemstilling og pludselig så jeg det SOM EN PROBLEMSTILLING.

Det er ikke ok. Nej, det er ikke ok selvom det føles trygt og rart at bevæge sig på sikre stier hvor ingen udefrakommende kan stille kritiske spørgsmål så jeg bliver fritaget fra at ÅBNE MINE ØJNE!!!
Det er slet slet ikke ok.

Man kan ændre sine krav til livet helt uden man selv opdager det. Man kan komprimere dem ned til det minimale og pludselig finde sig selv være tilfreds med omstændigheder som man tidligere aldrig ville have accepteret.
Jeg kan bilde mig selv ind, at livet er ”ok” hvis blot jeg kan få lov at se de samme sikre personer på de samme sikre områder, hvis jeg altså skal hives væk fra mit gemmested, mine skriverier og andre rutineprægede hjemmeaktiviteter. Jeg kan bilde mig selv ind, at mit folk har glemt mig da de startede rumskibet og altså efterlod mig her blandt et folk som jeg slet ikke kan eller tør at leve i blandt.
Med alle disse indbildninger, kan jeg opnå en vis tilfredshed…eller skulle man sige ”holde den værste elendighed på afstand”?

Summa-summau (som jeg ikke kan stave til), det er på en dag som denne, at jeg kan se hvor skævt det hele er. Det er på en dag som denne, jeg mærker den frygt som jeg ellers hver dag flygter væk fra.

Hvorfor – hvordan – hvor meget – hvornår?

Mennesket er sgu et kompliceret stykke virkekraft.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Morgenstund har...hvad i mund? er publiceret 09/03-2005 10:25 af Bastian.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.