Sidste sommer blev jeg overhalet af en sommerfugl – og SÅ tog jeg den endelige uigennemkaldelige, i hvert fald midlertidigt uigenkaldelige, beslutning om at finde et arbejde tættere på hjemmet, så jeg slipper for tog og bus. For det var netop i en bus – på vejen mellem Frederiksberg og Valby – at jeg blev overhalet. Egentlig var det den der slags busser, der reklamerer med at køre hele tiden, hvert andet minut og det passer da sikkert sådan i teorien, men i praksis, så kræver det bilfri gader for at lykkes. Og bilfri gader, haha, det er ikke netop virkeligheden i det ydre og indre København. Så ofte var man liiige ved at hoppe af bussen og prøve lykken på gåben i forventning om at komme hurtigere frem til stationen og fange det tog, der bragte en nærmere hjembyen, cyklen, SFO'en, datteren og cykelturen hjem, så man endelige kunne falde ned i sin hjemlige sofa og uden løgn i stemmen udbryde: -Nu er jeg hjemme! Arbejdsdagen er fordi.

Men... sådan gik det jo ikke altid. Som netop den dag, jeg tænker på, en dejlig sommerdag, hvor bussen, en af dem, kom til tiden og kørte i forventning om at komme hurtigt frem. Men, trafikken var massiv og vi måtte jo holde, når alle andre holdt. Midt i denne depressive tilstand, som jeg sandt at sige lod snige sig ind på mig, selv om jeg burde vide bedre, ja så fik jeg kikket ud af vinduet – og der, på cykelstien, kom en sommerfugl forbi. Den fløj præcis i den hastighed sommerfugle plejer at flyve og med præcis den hastighed overhalede den bussen jeg sad i – der midt i en begyndende trafikprop. Elegant svævede den på egne vinger videre, direkte ud til hvorhen ved jeg ej, men så kom der atter gang i trafikken og bussen rullede videre. Forbi sommerfuglen. Haha, tag den! Troede du virkelig du kunne overhale. Suk. Stop i trafikken og mit nu temmelig opmærksomme blik ud af vinduet viste en sommerfugl, som let og ubesværet overhalede... igen. Bussen kørte, stoppede, sommerfuglen overhalede... igen... og igen... og igen.

Sandt at sige aner jeg ikke hvad der stædigt fik mig til at blive siddende i bussen. Hvorfor jeg ikke stod af og lod min 2 fødder bære mig i egen hastighed mod det ikke-ventende tog og resten af dagen. Men det gjorde jeg altså ikke. Og ja, vel kom jeg for sent, men alligevel er det ikke en oplevelse jeg vil være foruden, for den satte tanker i gang. Om hvorfor man frivilligt vælger at dø i en kø 2 gange om dagen, og ovenikøbet kalder det et fremskridt sådan jobmæssigt at leve sådan dag efter dag.

Nejnej. Nu er det nok! Så lad mig da blive som sommerfuglen, som måske nok ikke altid er den hurtigste, men som dog kommer frem i sit eget tempo – uden stress, uden aggression, uden ønske om at være andre steder end den er netop nu.... formoder jeg. Ja, lad mig finde min faglige jobmæssige vej i mit eget tempo, i de nære omgivelser, som betyder mest for mig. Fuck krisen, hvor reel den end er, lad mig finde mit eget mål og arbejde mig henimod det, i mit eget tempo. Som en anden sommerfugl, som elegant og let flagrer den rigtige vej.

Tanken om sidste sommer kommer til mig netop nu, hvor jeg er aktivt jobsøgende... nu hvor foråret er på vej. Historien minder mig om, bl.a., hvorfor det mon var, at jeg skippede mit sidste job, satte mig i denne midlertidig pengeløse situation som dagpenge er for de fleste, og hvorfor det er vigtigt at jeg holder fast i denne tanke. Sommerfugle-overhalings-tanke. Jeg vil noget andet. Så husk det dog og se lidt aktivt at arbejde hen imod det (hvisker jeg højlydt og lidt arrigt til mig selv - nu venter jeg bare på, at jeg hører efter!!!)



Lone