Børn har det indimellem med at stille enkle spørgsmål, der sætter en skakmat for en tid. Således også i går. Min den yngste sled i det med lektierne. Her halvvejs gennem 1. klasse lægger hun store kræfter i at lære den svære kunst at læse. Vi talte lidt om det der med at være god til noget, så det var let og det med at skulle slide i det for at lære. Og vi talte om at mht. læsning, så var jeg den bedste i klassen og hendes far den dårligste, da vi gik i skole. Ingen hemmelighed, ej heller at der er andre ting, han er god til, som jeg ikke er.
Jeg tænkte vel, at hun ville gribe tråden og tale videre - og det gjorde hun også... på en uventet måde. Den tråd hun greb fat i havde nemlig intet med læsning at gøre. Hun nikkede bare og sagde: -Det er godt, når 2 der er så forskellige er sammen, for så kan de virkelig lære noget af hinanden.
-Ja, det er rigtigt, skat! svarede jeg stolt over dette dybsindige vidunder af en 1.klasses elev, som rent tilfældigt også er min egen datter og af samme grund får mit bløde moderhjerte til at svulme yderligere til de rent pinlige proportioner. Det faldt dog til jorden med brag da hun filosoferende fortsatte: -Okay, hvad du har så lært far?
-Øhhh... kan jeg få hensættelse på det svar. Bare sådan et par årtier? tænkte jeg, mens jeg valent svarede: -Øhh... det kan jeg ikke lige huske.
-Okay, men hvad har far så lært dig? -Øhh... det kan jeg heller ikke lige huske. Men.. jeg vil tænke over det og gi' dig et svar snart jeg har tænkt lidt mere over det.
Og det gør jeg så.... tænker. Pokkers med de der dybsindige delebørn!
Lone
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.