I går aftes kl 21.10, mens jeg stod op vaskede op, triptrappede det af små 8-årige fødder i køkkenet. -Hej Skat! Hvad vil du? Var du ikke lagt i seng? -Joh, men, jeg vil bare lære at lave dressing. -Dressing???? -Jatak, mor!

Det skal lige siges, at hun agerer barns første sygedag på 5. døgn, så jeg er lidt mere overbærende end normalt. Og det var lidt ligemeget om hun sov tidligt eller sent, for hun var for feberhed til at gå i skole dagen efter alligevel. Sååå... barnet blev smækket op på køkkenbordet, fik en skål, piskeris, og diverse ingredienser fra køleskabet. Og så gik vi i gang med at smage til. Cremefraiche, et skvæt balcamicoeddike, ketchup, mælk, mayo, salt, peber, paprika. Røre røre. Smage. Hmmm. Mor foreslår lidt mere blandet krydderi. Datter siger, det smager for meget af peber. Mere cremefraiche. Og til sidst er den der. Perfekt i begges øjne. Dressingen. -Mor, hvor er du bare god til at lave dressing, siger barnet. Hmmm. Tænke tænke. -Er du nu klar til at gå i seng? -Næsten. -Ok. Ville du bare lave dressingen eller skal du smage den ovenpå noget? -Jotak, mor, lidt kolde ris, den blandede salat fra aftensmaden og lidt friskkogte nudler.

Totalt uberørt tuller hun i seng igen og venter på, at jeg efterkommer hendes simple ønsker. Og jeg overgiver mig. Laver en tallerken med diverse og en lille skål i midten med hjemmerørt dressing.

Og efter noget gufferi falder hun i søvn med et smil på læben... omkring de ubørstede tænder, men hvad pokker. Når man nu er syg ;-)