Vores dag startede så rodet.

Vi kom for sent op og Emil lavede ballade under morgenmaden. GOSH jeg har brug for at blive ladet op så jeg har mere overskud til sådanne situationer. Jeg magter dem selvfølgelig, husker pædagogikken, grænserne, omsorgen osv...men jeg føler mig slidt. Jeg mærker det tydeligt når situationer som en simpel lille kamp med Emil gør mig helt udmattet og opgivende.

Den dér "influenza-på-vej" fra forleden raser desværre stadig. Måske er der bare ikke noget at sige til, at jeg føler UDMATTELSE!

På vej til vuggestuen opdagede jeg så, at Emil havde fået fat i et par små chokoladeæg. Hvorfra aner jeg bare ikke. Jeg tror de må ha' ligget i hans flyverdragt. Han har opdaget han har lommer og at ting kan puttes i dem! De to æg havde han så siddet med i hans små varme hænder og chokoladen var smeltet og løbet ud OVERALT! Han gik helt i stykker da jeg måtte tage dem fra ham og dér stod vi smurt ind i chokolade...og var sent på den.

Gråden trængte sig på igen men jeg kom videre i dagen.

Jeg har måtte tage fri fra skolen i dag, for at ordne en masse praktisk. Jeg skulle hjem forbi L's lejlighed og hente nogle af Emils ting. L er ikke hjemme for tiden så jeg kunne låse mig selv ind. Jeg var sgu så bange for at resten af dagen ville blive ødelagt, fordi jeg skulle hjem i den lejlighed. Men jeg lavede en hurtig "ind-og-ud" og lagde ikke mere i det. Jeg gider sgu snart ikke være mere vred og ked af det over det skide sted. Det blå køkken som jeg knoklede med til langt ud på natten, rørte mig ikke. Den enorme plads generede mig heller ikke...kun tanken om L gjorde mig...tja ked men han var der alligevel ikke.

UD og afsted i dagen. Det gik som det skulle...

Det jeg skal til at slippe, er tanken om hvor meget jeg går igennem for tiden - velvidende om at L ikke lader til at være i denne her kæmpe sorg over os. Jeg tror faktisk at han føler lettelse...han kunne ikke magte det ansvar et forhold "kræver" og hans store defekt i forhold til nære relationer har nu fået fred. Men PIS OGSÅ når man selv sidder midt i følelserne, mærker hver en ting og lige meget hvor meget man tuder eller raser, så skal man bare igennem den periode.

Det er sgu aldrig fedt at indse at man ikke er uundværlig. Selv om det ville gøre alting forfærdelig svært, hvis L pludselig klaskede sammen og bare "måtte ha mig igen", så gør det NAS at han blot acceptere og lever videre.

På den anden side har jeg nok altid vidst, at L ikke elskede lige så højt som jeg. Det har jo altid været hans problem. Jeg ved at han holdte af mig...men også at han havde frygtelig svært ved det selv samme.

Måske hvis jeg fortsætter sådan her, med at jappe rundt i mine følelser omkring L, at jeg så bliver så skide træt af dem at jeg smider dem af HT?

Jappe-jappe-jappe.

Nej, jeg er sgu bare lidt skuffet over hvordan det har været for i denne uge. Sidste uge virkede jeg meget mere fattet og fokuseret...ja endda glad nogle dage. Så kommer denne uge hvor jeg føler mig bombet tilbage i følelser som jeg troede var ved at være forbi.

Den kloge sagde til mig i går; "Du har befundet dig i en krisesituation. Nu reagerer du...vi kalder den "reaktionsfasen"". Så jeg skal igennem alt det her BÆ og fik af vide at jeg blot skulle se positivt på den proces. Langt værre ville det være hvis jeg IKKE reagerede, hvis jeg begyndte at drikke igen, hvis jeg holdte op med at spise, hvis jeg gik tilbage til L...

Så selv om det gør ONDT, så vil jeg betragte mig selv som et sundt menneske med sunde følelser og et naturligt forhold gråd, vrede, sorg og til...bæ-situationer.