For 9 år siden....
En næsten ganske almindelig februardag, med koldt vejr, lidt sne. Vinterferie. Christina og Daniel og jeg sad og spillede Rommy i timevis - jeg kunne lige akkurat nå bordet for den kæmpe mave jeg havde fået. Og så havde vi "Beaches" soundtracket kørende på replay...
Og Michala kunne godt mærke, at trykket i maven føltes helt anderledes i dag end alle andre dage. Men hvad?!, jeg ville ikke begynde at vække opstandelse, der skulle jo nok gå endnu en uge, før noget skete.
Efter aftensmaden satte vi os allesammen (mine forældre, Daniel og jeg, Christina, og Camilla og Laus) op og så Braveheart. Min mave spændte. Og halvvejs igennem filmen måtte jeg på toilettet, og opdagede en lille let blødning. Ned og finde graviditetsbogen frem, og som jeg havde regnet med betød det, at fødslen var ved at gå igang...
Jeg satte mig op til de andre og så videre på filmen. Jeg sagde ikke noget. Jeg har altid godt kunne lide at holde tingene lidt for mig selv, og desuden gav det mig en følelse af Michala-ti-år, at styrte op ad trappen for at fortælle alle på én gang, at nu sker der snart noget for "sådan og sådan står der i bogen"...
Jeg kunne ikke længere koncentrere mig om filmen, men tænkte i stedet på at min søde lillesøster skulle blive moster på sin 13-årsfødselsdag :)
Jeg fik ikke meget mere en en times urolig søvn, før veerne blev slemme nok til, at de ikke kunne ignoreres. Jeg sagde stadig ikke noget til nogen (de sov jo også allesammen), men lå bare og vred mig i sengen de næste par timer. Tror det var ved 4-tiden jeg vækkede Daniel, og sagde at nu var det nu. Han listede op og vækkede mine forældre... Der var helt stille i huset og jeg lå bare nede i sengen og hørte så pludselig min mor sige "JAMEN SÅ SKAL VI AFSTED!!!"
Christina blev vækket lidt utraditionelt af en fødselsdagsvækning at være. Hun løb ind til naboen, der havde lejet deres aneks ud til Camilla og Laus. Vi ringede til hospitalet og meddelte, at vi var på vej. Daniel ringede til sine forældre, der i anledning af nært forestående fødsel havde besøg af Daniels mormor fra USA.
Og så af sted... 7 mennesker fra os af, og tre fra Daniels familie (Kommende farmor, kommende faster og kommende oldemor)... Tror ikke det er så tit, at så mange kommer med op på hospitalet og tilbringer en hel dag i venteværelset. Men jeg var glad for, at de allesammen var der. Vi fandt jo så frem til jordmoderkontoret, og i sin glæde over snart at skulle være mormor, udbryder min mor: "Det er mig der skal være mormor" :)
På trods af smerter og manglende søvn, og den her sang fra "Beaches", der bare blev ved med at køre rundt i hovedet på mig, var det en dejlig dag. Min søde jordemoder blev ved med at sige, at jeg klarede det så godt, og mistroiske mig, blev ved med at sige, at hun kun skulle sige det, hvis hun mente det, og det troede jeg altså ikke på, at hun gjorde... "Det er bare noget du siger for at gøre mig glad," sagde jeg og jeg tænkte "Det er også pænt af dig, men jeg ville ønske du ville lade være, for det får mig til at føle mig som et barn!!"
På et tidspunkt ville hun have mig op at stå, og mine fødder gled på gulvet, så hun foreslog, at Daniel tog mine strømper af mig. Det lykkedes ham at få den ene af, inden de ombestemte sig... Og dér stod jeg med voldsomme veer, det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg kun havde én strømpe på!! Og jeg havde ikke rigtig overskud til at forklare, hvad problemet var... Heldigvis kendte Daniel mig godt nok til at vide, at jeg enten skulle have den ene strømpe på igen eller den anden strømpe af...
D. 15. februar kl 14:14, blev jeg mor....
Jeg havde hele tiden vidst at det ville blive en dreng... Moderligt instinkt - Vi havde ikke spurgt nogen.
Den dejligste 'lille' dreng :)
54cm, og 4400 gr - en stor del af det iforvejen købte tøj, var for småt fra start af.
Jeg havde mistet en del blod og havde, da jeg endelig kom til at sove om aftenen, i løbet af de sidste 36 timer kun sovet ca 1 time... Så jeg slukkede fuldstændig! Og blev vækket kl 2 om natten af en sygeplejerske, der var blevet tilkaldt af min stuekammerat, fordi Lucas lå og græd.
Han havde skidt og var sulten. Der var kun en lille lampe tændt, så der var temmelig mørkt i rummet, og da han kun havde en stofble på, var jeg nødt til at skifte alt hans tøj... Og dér lå han... En rød lille baby, og skreg med armene krampagtigt strittende ud til hver side. Jeg skyndte mig at få ham i rent tøj, og tog ham med under min dyne, hvor han fik tår og varme, og så sov vi ellers igen.
Mit allerklarest minde af det at blive mor... En lille rød skrigende baby, der fuldstændig afhænger af mig... Dårlig samvittighed over ikke at have hørt ham. Et stiltiende løfte om altid at være der for ham, altid at gøre mit bedste. Og sidenhen en evig dårlig samvittighed, der nager i baggrunden, hver gang jeg skal slippe ham (og sidenhen dem), om det er for at sove, om det er for at gå i skole/på arbejde, fordi de skal til deres far eller i børnehave/skole, eller hvad som helst... Ligesåsnart de er væk, kommer den følelse af at jeg KUNNE have gjort det bedre. KUNNE have været lidt mere tålmodig! Kunne have ventet med den forbandede opvask (den render alligevel ingensteder) og hygget mig med dem i stedet.
Jeg kunne sgu have gjort så meget som jeg ikke gjorde.
For satan da!
En evigt nagende følelse... For det meste i baggrunden, oftest glemt. Men den er der!
De skønne unger!
Og ni bliver han 9 imorgen! Helene er snart 6.
Er han ligeså hurtigt ude, som jeg, er over halvdelen af hans barndom allerede gået... Er han ligeå hurtigt ude som jeg, har jeg kun 8 år tilbage, med min 'lille' dreng... (og så bliver jeg farmor :o ). Og uanset om han er ligeså hurtigt ude som sin gamle mor... Så går tiden bare stærkt. Om 9 år er han myndig, (og 9 år, har jeg jo lige fået bevist, GÅR stærkt!!) om 9 år kan han forhåbentligt klare det meste uden sin gamle mor... Og hvad SKAL hans gamle mor så stille op med sig selv?? (selvom Helene er yngre end Lucas, så er jeg ganske overbevist om at hun til den tid også gerne klarer alting selv - selvstændighed ud over alle grænser!!)
Og tænk på alle de minder fra deres barndom... Man bliver sgu nødt til at sørge for, at der er noget godt at tænke tilbage på... Jeg vil ikke tænke tilbage på deres barndom med mig, som en tid med alt for meget vasketøj, og oprydning... Det er bare om at lave gode minder!!
Har pint mig selv lidt i dag, med at høre "Slipping through my fingers" lidt for mange gange! Men selvpineri er altså en nødvendig ting af og til, for at få prioriteterne på plads. Der ER bare ikke noget der er vigtigere end ens børn! Og jeg kan føle mig revet i tusinde stykker af utilstrækkelighed.... Men det kan jeg ikke bruge til noget! Jeg må bare lære og huske!!
Jeg elsker mine børn!!

Og jaja... jeg ved da godt at bare fordi de bliver alt for hurtigt voksne, så mister jeg dem jo ikke.... Og jeg kan j se mig selv - selv i en alder af 26 er jeg da også utroligt glad for at have mine forældre tæt på, med en hjælpende hånd... Men tiden går stærkt, og jeg tror først man for alvor lægger mærke til det når man har børn...