17 år siden

Hemmeligheden om hjælpeløse mæn

Hold kæft og vær smuk og ...
Maria jayash...
1 år, 8 måneder siden
Påske
Hanna Fink (...
10 år siden
Før eller siden. Men det ...
Marlene Gran...
12 år siden
Hvis jeg havde tid.
Jytte Westen...
10 år siden
Jeg har en plan
Halina Abram...
7 år siden
Lyden af livet
Hannah White...
9 år siden
Eftertanker
Hanna Fink (...
5 år siden
Kvinder eller ocd?
Racuelle Hei...
9 år siden
Gavl malet efter 3 års sk...
Peter
9 år siden
Lange dage giver lange pa...
Neola
3 år siden
Bliver jeg nogensinde god...
Jønsse
8 år siden
Rich's og kaffebønner bla...
Camilla Rasm...
10 år siden
Nye chili
Kenny Raun (...
10 år siden
Næste stop: normalitet
Syrene Hvid
5 år siden
Gamle skole
Nikitaolsen1
9 år siden
Dag 6 på Fyldepennen. Fes...
Gaffa Brandt
11 år siden
Tror livet har fået stres...
Ace Burridge...
12 år siden
Jeg kan ikke nå's!
Katrine Søre...
10 år siden
bare træt...aldrig alene
Kenny Raun (...
11 år siden
D. 26/10-2012
Louise Jørge...
12 år siden
Drømmen om huset ved have...
Ruth Christe...
8 år siden
Ensom og hvad så?
Josephine Lø...
10 år siden
Smooth Criminal
Olivia Birch...
9 år siden
life's hard, it's harder ...
Julie Vester...
11 år siden
Stormen Ingolf og min irr...
Michael Nevs...
7 år siden
Døde dun
Tine Sønder ...
11 år siden
Wow, en regnbue af følels...
Neola
3 år siden
15.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Poetry slam
Martin Micha...
5 år siden
Den Søde.
Ruth Christe...
8 år siden
Sæsonpræget spisevaner 24...
Anna Gammelg...
2 år siden
D. 12.12.15
Racuelle Hei...
8 år siden
At skue hunden på hårene
CamillaJe
12 år siden
Aloe Vera Gel og mandehør...
Victoria Wan...
9 år siden
Gode råd og to do lister
Ace Burridge...
12 år siden
brænde
Peter
9 år siden
Don't go away mad, just g...
Kasper Lund ...
8 år siden
Merhaba, online-ulve
Camilla Rasm...
9 år siden
sov lidt længe
Kenny Raun (...
9 år siden
Livet i Lugano
LoneHK
12 år siden
Brækket arm.
Hanna Fink (...
9 år siden
Dagens Danmark.
Ruth Christe...
8 år siden
Op på den hest!
Bastian
12 år siden
Hvorfor er jeg så ensom?
Neola
3 år siden
godmorgen og godnat
Simone Reinh...
1 år, 6 måneder siden
Hvordan?
Halina Abram...
7 år siden
Adfærd, og dens magt.
Junior Chris...
8 dage siden
Kære DagBob

Bobs forkærlighed for stærkt populistiske overskrifter, har, og det indrømmer vi blankt, fået noget nær maksimal gas i denne omgang, for naturligvis har Bob ikke hele den endegyldige sandhed om hjælpeløse mænd. Dels vil det nok føre lige lovligt vidt, dels ville det vel også, skulle Bob nu være i besiddelse af en sådan hemmelighed, være lidt fjollet at afsløre den, for hvor er vi så henne? Man skal da have noget retur for den slags monumentale afsløringer.

Ikke desto mindre skal det da ikke skorte på velvilje i retning af at uddele et par enkelte guldkorn, nu da Bob er kommet i besiddelse af dem, og efterfølgende er derfor at betragte som ren og skær servicevirksomhed, man kan næsten sige en art "public service", og dermed en håndsrækning til de nok så plagede, men ellers flinke folk, derhenne i DR (altså dem med det fine hus der nu er tomt, fordi alle dem der skulle arbejde i det er blevet fyret).

Bob er nemlig blevet hjælpeløs, og det er sket meget pludseligt. Det er iøvrigt et frygteligt handicap at slæbe rundt på for en ellers engang så selvstændig og driftig ung mand, men en nærmest uundgåelig bivirkning ved nu at være fast samboende med Sygeplejerske.

Diagnosen blev stillet imorges, da Bob frejdig foreslog Sygeplerjerske, at han da kunne lave mad i aften, nu hvor hun kom lidt senere hjem end han selv. Mange ville mene, at det dog trods alt var fair nok, nu hvor Sygeplejerske igennem længere tid nærmest dagligt har set til, at Bobs fødevaremæssige behov blev tilfredsstillet, men allerede i samme sekund ordene slap Bobs fra nu af bandlyste og boycottede læber, vidste han at den her var gal. den var ikke bare gal, den var vel nærmest gruelig gal. "Hvad var det dog de sagde, de tåbelige læber (ret beset er det jo ikke læberne der siger noget, det ved vi godt, men følg nu bare med i historien ikke), det kan vi jo ikke, vi ved jo ikke længere hvordan vi skal lave mad" tænkte Bob, alt imens Sygeplejerske lyste op i et smil der umiddelbart indikerede for Bob, at den ene halvdel af hans parforhold tilsyneladende ikke kunne se den livstruende krise der netop nu stod og var igang med at tage opstilling, lige udenfor Bobs mentale hoveddør. Hele dagen har Bob gået og spekuleret over aftenens opgave, endda i en grad så han overvejede at lade ArbejdsBob rådføre sig med en udvalgt skare af medarbejdere, omkring denne fortvivlende situation. Uddelegeringstankerne blev dog droppet, da ArbejdsBob, trods mange rygter om det modsatte, selv mener at have blot en flig af værdighed tilbage, og derfor ikke mente han kunne tillade sig at afsløre overfor personalet, at han var blevet hjælpeløs.
Et opkald til Sygeplejerske var også ganske udelukket, hun skulle, af alle mennesker, jo nødigt opdage hvor absolut talentløs og ubehjælpsom Bob gik rundt og var. Hun skulle gerne længst muligt bevare indtrykket af Bob om en særdeles handlekraftig og selvstændig mand, som hun ikke kan andet end se op til, om ikke fysisk da den tydelige højdeforskel i Sygeplerjeskes favør umuliggør dette, så dog i overført betydning.

Hvori består problemet nu egentlig også, kunne man jo naivt nok godt sidde og tænke, såfremt man var 14 år og aldrig havde oplevet en mand. Jamen problemet er, at Bob ikke ved hvor problemet er. I 7 år har Bob mere eller mindre fast været single, og selvom Bobs hukommelse ikke er den bedste i hele verden, så mener han dog at kunne erindre, at han i langt den største del af de 7 gange 365 dage trods alt har indtaget en form for mad, og han kan da også erindre at han ikke altid har rendt på grillbaren, og dermed nødvendigvis må have lavet blot noget mad selv. Dermed skulle det jo ikke være nødvendigt, selvom Bob har været køkkenløs i 8 måneder, og selvom Bob har været fast samboende med Sygeplejerske i 1 måned, at gå helt i panik ved udsigten til selv at skulle lave noget mad. Men det var det der nu var godt igang med at ske. Bob befandt sig i en tilstand af mild panik. Ikke panik som i "fuuuuck den er stor den edderkop", eller "hov ham den unge asiatiske mand med automatvåbenet der er på vej ind i mit klasselokale, han ser sur ud", men mere panik i stil med "hmmm...skal jeg vælge den blå eller den hvide skjorte idag", hvilket jo kan være fælt nok, idet enhver form for panik er skrækkeligt for den der oplever panikken, også selvom man ved der nok er en løsning.

Bob kom igennem dagen uden rigtigt at finde en løsning. Bob havde nogle løse tanker om noget wok, noget kalkun, lidt grønt, noget karry, chili og hvidløg, og så noget med at krydse fingre og blot håbe. Med nogenlunde den idé gik Bob på indkøb i Netto, og her begyndte det for alvor at gå galt. Bob havde jo, for sådan er han jo, ikke rigtigt tjekket hvad der rent faktisk var på lager derhjemme. Noget måtte der være, for der var jo mad hver dag, men hvad vidste Bob ikke, og da det jo ville virke pinligt og uforberedt at komme hjem med endnu 1 kilo ris til samlingen, var Bob nu kommet i yderligere vanskeligheder. Dengang Bob boede alene, og selv stod for alt, vidste han jo netop hvad der var at finde i skabe og skuffer, men sådan er det ikke længere. Det er jo også, til Bobs meget nødvendige forsvar, mere end vanskeligt at vide disse ting, når man ikke kommer i køkkenregionerne med andet formål end at tage opvasken eller trække endnu en flaskevin op. Hov...proptrækker, det var der dog, det vidste Bob i det mindste. Irrelevant i denne sammenhæng, men meget godt at vide generelt.

Bob følte nærmest at det var første gang han var alene i Netto, til trods for at det så langt fra virkeligheden. Sandt nok havde Sygeplejerske været med de sidste mange gange, eller hun var gået alene, men hvor svært var det trods alt lige at gå i Netto???
Meget svært tilsyneladende, for Bob tågede rundt og kunne ikke finde hoved eller hale i det hele. Til gengæld fik han så købt nye opvaskebørster, 1 pose flæskesvær, saftevand, mælk, to slags pålæg og nogle mmorgenboller. Intet vi kunne bruge til aftensmad, men ved hjælp af en indkøbt buket fra grønthandleren ved siden af, og Sygeplejerskes gode natur, håbede Bob på at det nok skulle gå alt sammen. Hun ville helt sikkert have forståelse for at Bob var gået i panik i Netto, forbarme sig over ham, og trylle noget spiseligt frem fra gemmerne, så Bob ikke var skyld i at hun skulle gå sulten i seng den aften. Samtidig kunne Bob og Sygeplejerske så få en snak om fordelingen af huslige opgaver, for det stod pludselig lysende klart for Bob, at han nok ikke var skruet sammen til meget andet end opvask og tøjvask derhjemme.

Bob - pinligt berørt

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Hemmeligheden om hjælpeløse mæn er publiceret 24/04-2007 19:14 af ShopBob.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.