Det har været en lidt mærkelig weekend. Eller, det har det jo så ikke alligevel, den har været næsten som mine weekender er flest. Har ikke været udenfor en dør siden jeg kom hjem fra arbejde fredag eftermiddag, har ikke engang været i bad.

Jeg tror det er en blanding af selvmedlidenhed, kedsomhed, savn og dovenskab der gør, at det sker...weekend efter weekend. Selvfølgelig har jeg lyst til at komme ud og opleve noget og have det sjovt. Men det er bare langt fra altid at det sker, der kommer altid et eller andet i vejen et eller andet sted. Det er utrolig belastende, men hvordan bryder man sådan en ond cirkel?

Har sommetider tænkt på om det er fordi jeg mangler en "ny" vennekreds. Tjaaa, både og vel. De få venner jeg har, kan lide mig for den jeg er og omvendt. Jeg ved at jeg kan regne med dem, hvis det blir nødvendigt. Men jeg har så også kun nogle få venner. Ved at udvidde min vennekreds lidt vil der være større sandsynlighed for at det ikke går "galt".

Er bare lidt træt af hele den måde mit liv det kører på. Kenny der er så langt væk og som jeg skal kommunikere med på email og skype. Mit job som er RET stressende og med en chef der går "amok" i tide og utide. Min udlejer, der ikke vil gøre noget ved mit afløb under vasken. Mine mangle sociale relationer, som får mig til at sidde alene hjemme endnu en weekend. Puha.

Én af ovenstående punkter bliver dog snart ændret. Der er kun 10 arbejdsdage tilbage i min nuværende job, så starter jeg i det nye. Jeg håber virkelig det bliver godt. Alt tyder på det, så jeg glæder mig til at starte. Og så håber jeg på at det kan give nogle nye sociale relationer, som kan give mig energi til at håndtere savnet på Kenny og min udlejers manglende forståelse for min situation.

Og netop fordi Kenny er så langt væk og jeg venter på svar fra de amerikanske immigrationsmyndigheder gør, at jeg føler at jeg venter hele tiden. Som om jeg har sat mit liv på hold og jeg bare venter på at andre mennesker gør "noget" så jeg kan starte mit liv igen. Jeg føler at jeg har lagt min skæbne i andre folks hænder. Det hader jeg. Jeg lever ellers efter den filosofi at hvis du ikke kan lide det liv du lever nu, så er du selv den eneste, der kan ændre det. Og det er lige præcis det modsatte jeg gør. Problemet er at jeg ikke ved hvordan jeg ellers skal takle det og komme videre. Jeg føler bare at jeg venter på noget godt skal ske som måske aldrig vil ske.

En anden ting jeg er træt af, er at jeg bare ikke kan få mig selv afsted ud af døren og i motionscenteret. Jeg har ikke været derhenne i ca. 2 måneder nu og har virkelig prøvet at tage mig sammen her på det sidste men uden held. Det generer mig bare at jeg ikke engang kan tage mig sammen til det. *suk*

Igår eftermiddags fik jeg en idé med at bytte om på mit soveværelse og kontoret. Soveværelset har altid været alt for stort til mig og desuden er altandøren derinde. Jeg føler ikke jeg bruger altanen så meget som jeg gerne vil - den vender endda mod syd. Og når det er flyttet rundt så ville jeg også flytte rundt inde i stuen så det hele står så jeg ville kunne se fjernsynen fra sengen inde fra det gamle kontor. Ulempen bliver at der ingen dør er imellem mit nye soveværelse og stuen, men der er plads til et gardin, som jeg helt sikkert vil hænge op. Men...efter alle idéerne blev tegnet og sat op på papir slap motivationen alligevel op inden jeg nåede at flytte på et enkelt møbel. Ihhhhh...hvorfor går jeg sådan i stå? Hvorfor kan jeg ikke bare gå igang med sådan et projekt?

Arrgh...mit liv er ikke lige så perfekt i den her tid, blir det mon nogensinde det?