Hvor er jeg dog helt utrolig træt af, at jeg tænker en ekstra gang over tingene når folk spørger "hvordan har du det?". Jeg har sådan lyst til at svare "ad helvedes til" eller "det kan da være ligemeget". Det føles underligt. Jeg har altid været den helt utroligt glade pige, som aldrig har kunnet styre hverken sin snakken eller grinen. Jeg er en glad sjæl og er det stadig, men det der sker omkring mig går mig meget på, og jeg ved ikke om det kommer til at ændre mig på længere sigt. Jeg håber det ikke, for jeg er ret glad for at være mig, og jeg vil ikke bytte mit liv for noget. Når jeg går en dag som idag og ikke rigtig tænker over de ting der gør mig ked af det - så virker jeg som om jeg er mig selv. Jeg går med min sædvanlige humor og latter over de mindste ting, som egentlig er dumme. Men så lige pludselig får jeg tænkt på min kæreste og min stakkels far. På alle de andre ting som går mig helt utroligt på, og så lige pludselig spiller "Evanescence" i mine høretelefoner, og så kan jeg bare ikke stoppe det. Så kan jeg sidde i flere timer og være helt utrolig deprimeret over en hel masse ting som slet ikke gik mig på før det. Jeg spekulerer på om det vil ødelægge "mig" - om det vil tage den glade del af min sjæl fra mig, som jeg holder så meget af, og som jeg ved er "mig". Jeg ved det ikke rigtigt.. Og det er også rimelig svært at forklare.

De seneste dage har været helt ekstremt underlige. Jeg gik jo i starten af ugen og lignede en eller anden omvandrende emo med mit lange sorte hår ned i øjnene, mit blege ansigt og min stille tuden her og der. I mandags besøgte jeg far, og det gjorde det overhovedet ikke bedre. Han havde fået det meget værre, og lignede noget der var løgn. Han så virkelig ikke godt ud, og jeg måtte det meste af tiden sørge for, igen, ikke at tudbrøle. Jeg ved ikke helt om jeg fortrød det besøg, for jeg behøvede jo slet ikke at tage med. Og at se ham sådan gjorde mig meget mere ked af det. Da jeg kom hjem snakkede jeg som sædvanligt med min kæreste over internettet, som fortalte mig han blev nødt til at blive indlagt. Hans mavesmerter var blevet værre, og noget fungerede ikke helt som det skulle. Han skulle allerede indlægges om onsdagen, og være der i en uge. Mandag aften gik han tidligt i seng, og jeg benyttede mig derfor af ikke at sidde foran skærmen. I stedet satte jeg mig ind i sengen, og fulgte min mors råd om at skrive tanker ned på et stykke papir. Men det udviklede sig til at jeg begyndte at tude over en hel masse små ting, som ellers aldrig ville have gået mig på. Til sidst var der så mange tanker i mit hovede at jeg var sikker på jeg ville eksplodere. Derfor hev jeg fat i mor og snakkede med hende til langt ud på natten om de små ting der kun tog fem minutter at forklare. Det føltes virkelig som om der var meget mere derinde at fortælle om, men jeg gik helt i stå efter kort tid.
Onsdag vågnede jeg op fordi solen kæmpede for at komme ind på mit værelse. Det gjorde mig helt utroligt glad og gav mig lyst til at starte på en frisk. Smsede som en gal ud til alle mine venner og spurgte om de havde nogen planer, så kunne vi evt. tage på café og drikke en kop kakao. Men uheldig som jeg er, var alle optaget. Heldigvis havde min storesøster kun meget få planer og havde derfor tid til et besøg. Hun skulle over og besøge min far om fredagen, og så kunne jeg bare tage med. Det gjorde mig meget glad, for den fredag havde han det rigtig godt. Han var helt sig selv, og snakkede af fryd fordi han næsten ikke havde nogen smerter. Det var en hel lettelse at se ham sådan, selvom jeg bør indse at det bedrager en del, han er jo stadig meget syg.
De dage her har føltes mærkelige fordi jeg slet ikke har haft nogen trang til computer. Jeg tror lidt det også har noget at gøre med, at min kæreste og jeg kun kan snakke med hinanden på nettet, og det gør mig derfor meget afhængig af explorer og online spil hvor vi kan kommunikere. Alt afhængigheden kommer sikkert tilbage i morgen når han kommer hjem fra hospitalet. Så sidder jeg foran skærmen igen, fordi jeg skal være sikker på vi kan snakke sammen hele tiden.
Jeg glæder mig til jeg bliver 18 og vi kan flytte sammen, så jeg kan finde ud af om jeg nørder så meget computer er fordi jeg simpelthen bare er en nørd - eller fordi jeg elsker ham helt utroligt højt. Ser frem til at finde ud af det.