Sikke en start på weekenden. Om det var et par velplacerede kommentarer fra en her på stedet, der gav mig et helt andet syn på mit mareridt end jeg selv havde, eller bare tilfældigt grubler jeg lidt over endnu. I hverfald hjalp det at få skrevet drømmen ned, at få det ud af systemet, for natten efter var ganske rolig... æh, det kan jeg så ikke lige sige om i nat.

Min weekend kom til at starte noget tidligere end planlagt, da skolen ringede fordi min søn var blevet syg. Så jeg måtte pakke sammen i en fart, så jeg kunne få ham hentet. Jeg havde nu på fornemmelsen, at hans "ondt i maven" mere var et udtryk for at han savnede sin far, end et reelt sygdomstegn. For de var begge i fuld hopla da vi stod op imorges.

På en måde var det måske godt at skolen ringede, for det skabte en lille kontakt. En kontakt jeg håber vil udvikle sig til mere. For jeg var i færd med at vise et par af vores salgsfolk nogle nye ting i edbsystemet, da min mobil ringede... og en af salgsfolkene jeg undervidste var Jane. Hun spurgte meget interesseret og oprigtigt til mine børn, hvor meget jeg så dem, hvor gamle de var, osv. Vi snakkede sammen i højest fem minutter, om vores børn og hvordan det var at være alene med dem. Tilsidst blev der en lille pause, hvor vi bare kiggede på hinanden, hun har altså de smukkeste øjne jeg lægge har set. For mig var det som et magisk øjeblik da hun smilede varmt til mig, og sagde at nu måtte jeg hellere få hentet min søn, og sørge for at vi fik en god weekend sammen, samtidig med at hun strøg mig blidt over underarmen. Det var vidst lige før den gamle kriger her gik hen og blev forelsket; i et varmt smil, smukke grøngrå øjne og en venlig bemærkning... nå, ja så er hun jo også velskabt som bare pokker. Rigtig meget endda...

Det var som jeg ventede med sønnike. Det var ikke så meget fysisk den var gal, men mere savnet at sin far... og måske lidt skæld ud fra forleden der havde gjort ham ked af det. Vi fik i hvertfald en god snak i bilen, hvor jeg fik fortalt at man altid kan fortælle sin far (og mor) alt, hvad man er ked af. Uden at skulle være bange for at man vil få skæld ud. Så lod jeg det ellers emnet ligge, og da vi kom hjem fortalte han så hvad det var der nagede ham. Og siden har der ikke været noget med ham. Tværtimod, han er toppen, men han får nu en del ekstra kram denne weekend.

Nå, jeg fik hentet hans storesøster, så vi alle kunne hygge. De legede på værelset og jeg gik i igang med madlavningen. Bedst som jeg var igang med bøfferne, ringede det på døren. "Hvem mon det er på denne tid?" Nåede jeg at tænke, før ungerne havde åbnet døren, og jeg kunne høre en velkendt stemme - P, min eks kones søster, der lige ville aflevere en adventsgave til børnene. Vi har altid haft et nært forhold, og jeg kom til at betragte hende som min egen lillesøster, og hvor har vi da lavet mange tossede ting sammen... alle tre. Det gik selvfølgelig i sig selv efter skilsmissen, men vi har da mødtes nogle gange siden, og altid har det været som var det i går vi så hinanden.

Jeg fik inviteret P indenfor, og da hun nævnte at det duftede godt fra køkkenet, blev hun selvfølgelig inviteret til at spise med. Da min eks for ikke så længe siden blev hasteindlagt, og ungerne boede hos mig, var P en stor hjælp, og hjalp virkelig med at få det hele til at hænge sammen. Efter aftensmaden og julekalenderen spillede vi spil med børnene og lo, så billederne var ved at falde ned af væggene. Indtil det var længe over ungernes sengetid og de godt trætte blev puttet af P. Resten af aftenen snakkede vi om de gode "gamle dage", om ekskærester mens vi fik lidt rødvin. Det blev lidt sent inden hun tog hjem, *host*, æhm faktisk først efter at ungerne igen var stået op, og vi alle fire havde fået morgenmad.

Suk, det var nok ikke den allerbedste ide at gå i seng med min tidligere svigerinde - men jeg tror det går ind under den gamle kliche eller undskyldning, om at vi "bare" var to mennesker der savnede varme og nærhed. Lige nu har jeg det på en måde vidunderligt, samtidig med en underlig fornemmelse ligger på lur. Har vi ødelagt vores venskab ved at være sammen? Uh, det håber jeg ikke, for uanset hvor fantastisk det var i nat, så vil jeg aldrig ikke miste mit venskab med P pga det. På den anden side, vi kan jo heller aldrig blive mere end venner - i min verden er det i hvertfald umuligt at blive kæreste med en pige, hvis søster man har været gift med. Uanset hvilke følelser vi måtte gemme sig. Argh, nu har jeg sendt P en sms, at hvor dejlig jeg synes vores aften... og nat har været, og at jeg virkelig ikke håber det vil ødelægge vores venskab. Bare hun da skriver tilbage... snart.