Jeg har aldrig været så langt nede í mit liv, som jeg er lige for tiden.
Jeg har før prøvet at være rasende & såret, men den tilstand jeg har nu er ingen af delene.
Jeg har givet op på livet. Jeg kan ikke klare det mere. Jeg føler mig som jordens største taber, og jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg hører hjemme.

Hvordan har denne her tilstand ramt mig af alle mennesker?! Jeg snakkede med en i weekenden, der også har været i USA og endte med at tage hjem. Hun var derovre sidste år, og hun tog hjem efter 5 måneder. På mange måder var det rart at snakke med hende, for vi har været ude for nogle af de sammen ting, men jeg har svært ved at identificerer mig med hende. Hun er af person meget mere stille og ydmyg end jeg nogensinde vil opfatte mig selv, uanset hvor yssel jeg føler mmig.

Hun havde haft en periode som min efter hun kom hjem, men hendes havde varet i 6 måneder! 6 måneder! Jeg har været ude af den i 1 måned snart, og jeg er fuldkommen brækket.

Jeg kan ikke selv finde ud af hvad mit problem er, og hvordan det har ramt mig. Mine omgivelser tror, at jeg har været udsat for et overgreb eller en anden form for mishandling, men det har jeg ikke!

Det er bare så nederen at have det så dårligt, for der er så meget jeg gerne vil. Så mange mål jeg plejer at kæmpe for. Det her er ikke mig, jeg kan endda mærke, at jeg selv sidder langt inde i min krop og prøvet at trænge igennem, men jeg kan ikke. Der er noget andet/ en anden der har overtaget min krop, og selv om jeg har været i USA, hvor de prøvede at hjernevaske mig til at tro, at jeg var sendt af djævelen, så tror jeg overhovedet ikke på deres pis.

Jeg ville ønske, at jeg havde et mere håndgribeligt problem. Hvis jeg bare havde et sted at sætte min anklagende finger, så kunne jeg også kæmpe mig ud af mit sorte hul af ensomhed, men jeg ved ikke, hvad der er i vejen med mig.

Apropo ensomheden, jeg føler mig ensom altid. Når jeg er sammen med andre føler jeg mig så isoleret, også selvom jeg mingler med dem. Jeg kan snakke og grine, men jeg kan ikke mærke andet end en følelse af ligegyldighed inden i. Det er så forfærdeligt.
Jeg kan skjule mine problemer, men hvis jeg bliver ved med det, så tror jeg aldrig, at jeg kommer ud af det her lort igen. Jeg bliver nød til at indrømme, at jeg har et problem, men hvem kan hjælpe mig!?

Jeg er begyndt at blive bange for at gøre mig selv ondt. At skære i mig selv, at banke hovedet ind i væggen, at tage piller så jeg bare kan sove og glemme det hele, at stoppe med at spise.
Jeg tvinger hver en mundfuld ned i min hals, og jeg ligger på min sofa under min dyne hele dagen, for ikke at komme til at gøre noget dumt.
Jeg bliver nød til at spise, men jeg kan ikke tilberede maden. Forleden holdt jeg min hånd på den varme plade på komfuret bare for at mærke en anden smerte, det hjalp i få sekunder, men heldigvis var min mor i huset, og jeg ville ikke risikerer at hun opdagede noget.

Jeg er blevet så uendelig dum. Hvem er jeg? Hvor er jeg?

Jeg har lyst til at slå på nogle, men hvem skal det være..
Hvad fanden er mit problem..

Jeg har lyst til at gå min vej, bare skride ud af min hoveddør og gå i mod lyset. Ud af hele det mørke der holder mig.
Jeg har hovedpine hele tiden, døgnet rundt.

Jeg kæmper mod det her, det gør jeg virkelig. Jeg tvinger mig selv ud blandt andre mennesker, endda fremmede mennesker somme tider, og jeg opsøger selvskab lige så snart, jeg kan mærke, at jeg kan nyde noget, men der er blevet længere mellem de gode tider. Jeg havde det især hårdt i går. Men jeg kom ud af min seng, og i løbet af dagen fik jeg tøj på, jeg fik også spist noget - nødder, frugt, vand - hvad som helst, der ikke skal tilberedes..

Jeg vil bare være en normal teenager med normale åndsvage teenage problemer. Jeg er jo en normal teenager, endda en af dem der klare sig godt, og er god damn stolt af sig selv, hvor blev jeg af?