Mit humør går så meget op og ned, i går var jeg fuldkommen nede, i dag kunne jeg sagtens komme ud af min seng (jeg kom godt nok ikke så meget længere).
Jeg føler mig stadigvæk som jordens største taber, men jeg kan godt se en ende på det hele.
Folk ser mig som et vidunder-barn. En pige med karisma, godt selvværd, mange venner og gode karaktere.
Når jeg så ikke lever op til folks forventninger, så forstår de det slet ikke.

Mine venner & familie forstod ikke, at det var nødvendigt for mig at komme et år på efterskole. De fleste forstod heller ikke at jeg havde lyst/turde at prøve kræfter med USA. Efter det ikke lykkedes for mig med USA har jeg haft det rigtig svært.
Bare en lille ting som at 'svigte' de venner jeg havde ovre i USA. Da jeg besluttede mig for at rejse hjem, besluttede jeg mig jo også for aldrig at se dem igen...

Min tilværelse er anderledes end så mange andres, men det noget jeg selv vælger, og så kan jeg på mystisk vis bedre lide den. Når folk evig og altid har fortalt mig, at jeg skal tage gymnasiet, så er jeg efterhånden blevet lidt usikker på, om mine drømme om en studenter eksamen, bare er et resultat af andres ambitioner på mine veje. Jeg kan godt lide en tanke om, at jeg selv styrer mit liv, og at jeg kan lave om på min skæbne.

Jeg tør ikke at gå ud i verden og indrømme, at min drøm om et år i udlandet ikke lykkedes, så nu skal jeg lige have noget at rive i, indtil jeg kan komme på gymnasiet til sommer.

Alt det her får mig til at føle mig gammel. Jeg kommer til at fylde 18 år i 1.g, og mine klassekammerater kan derfor være 2 år yngre end mig. Det overvejede jeg kun meget lidt, da jeg besluttede mig for at tage et år til udlandet efter 10. klasse, som 15-årig. Nu er jeg 17, og jeg bliver rådet til at tage HF i stedet for. Mit problem med det er, at jeg gerne vil i gymnasiet og være en forvirret teenager med platte undskyldninger og korte romancer.

Jeg burde ikke føle mig gammel vel, jeg er fucking 17, jeg kan være gammel om 50 år! Min tid er ikke løbet fra mig, min tidsplanlægning virker bare lidt skæv i andres øjne.
Af de mange gode råd og kommentarer jeg har fået, er der specielt et jeg har taget til mig. Højskole.
Jeg ved jo, at jeg ikke kan klare at bo herhjemme, og efterskolen var et paradis. Jeg har surfet rundt på nettet hele dagen, og jeg har fundet ud af, at der findes hele 3 ungdomshøjskoler i Danmark, og at man kan komme ind på en sådan skole her til januar.
Det lyder smadder fedt, og jeg har bestilt brochuer fra skolerne.

Jeg kender ikke nogle, der har været på højskole, jo min mor var i 70'erne, men det kan hun ikke rigtig huske, andet end hun blev kæreste med en grøndlænder og begyndte at ryge - hehe!

Jeg har kigget lidt på billederne, og det ser ud som om, der ikke ligefrem findes poptøser på højskoler, de mere flippede er der en del af, og så er der, delvis til min rædsel, nogle i grimme jeans og klamme reklame T-shirts. Jeg kan godt gå med til at alle ikke styler sig som barbiedukker, men at gå så lidt op i selv kan vidne om to ting. Enten har man et usandsynligt godt selvværd eller også kan man slet ikke finde ud af forskellen på en hårbørste og en rive.

Selvfølgelig burde den 'slags' mennesker være meget tolerante overfor andre, så jeg burde jo blive accepteret, men jeg ved udemærket godt, at jeg også ligner de piger, der mobbede dem i folkeskolen.

Jeg er blevet betydeligt mere lykkelig efter jeg har fundet noget, der kunne være en løsning på det hele, og jeg er endnu positivt indstillet overfor det hele, nu venter jeg bare på brochuerne.