Jeg har et problem. Det er en god ting at starte med at indrømme det ikke.? Det har jeg fået at vide.!

Mit problem er at min fortid indhenter mig. Jeg er i Jylland nu, har en helt anden tilværelse end nordvest for København og alligevel tager jeg problemerne med herover hver eneste gang jeg har været hjemme.

De andre kender ikke min fortid, men hver eneste dag får de et lille bitte indblik i noget nyt, og snart er puslespillet måske samlet. Det ønsker jeg ikke at det bliver. Det ville være fucked.!

Jeg står ved min fortid, og alt hvad jeg har lavet, jeg kan ikke leve uden den, men som sagt så har jeg bare en anden tilværelse herovre.

Jeg er ikke blevet en anden person, men alligevel. Når alt det gamle er forsvundet, og vennekredsen i hverdagen er blevet skiftet ud, der er kommet faste rammer og regler, jo så er jeg nok blevet lidt anderledes alligevel.
Det kan vel ikke undgåes.

Jeg laver noget helt andet end hvad jeg plejer. Jeg er blevet en del af noget nyt. I et år hvor jeg former min personlighed til resten af mit liv.

Som en af mine venner sagde i weekenden kunne jeg nærmest forveksles med en good girl. Det er mærkeligt. Jeg plejer at være en kælling og fighter, måske strid. Nu hviler jeg bare i min tilværelse. Jeg har ingen at imponere, intet at leve op efter, intet at kæmpe for.

Jeg kan mærke der er noget godt ved det, men jeg synes nu alligevel at det er en smule udslettende. Jeg mister mine værdier, og jeg føler ikke at de bliver erstattet med noget stærkt!

Jeg er en bad girl, jeg er provokerende, men jeg kan ikke bruge det herovre, så en del af mig står på stand by. Jeg håber det kommer tilbage, men hvornår kommer min tilværelse tilbage.?
Efterskole i år, USA til næste år. Jeg ender med at forsvinde i mængden,.