Nu har jeg ligget og ligget som en eller anden vild kat i den seng, og kan bare ikke sove. Jeg skal til terapi senere i dag, og det er, det jeg hader mest af det hele. Det er at jeg skal sidde over for en, også snakke om mig, så vil jeg hellere, ja hvad vil jeg... Det ved jeg ikke engang, jeg vil helst undgå sådan noget, men jeg ved også, at denne her gang går det ikke. Jeg må se, at få viklet det dumme garn ud, så jeg kan få det rullet pænt sammen, så kan jeg ligge det på hylden bag efter. Tage det frem, hvis jeg skal bruge det til noget konstruktivt. Det er skræmende at se, jeg skriver sådan noget. Jeg kan se for mig, at hun vil ind og bore i mig, jeg kan se, at hun kigger på mig, som om at jeg skal sidde og fortælle alle de dårlige sider, jeg har i mig. At jeg skal hive det frem, som kun få ved af mig. Jeg katasrofe tænker, og har bare lyst til at klappe i, komme hjem også bare være til, sådan som jeg er. Det hele flår og river i mig, fra en den og den anden side, og ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv. Alle de andre ligger sikkert i deres søde søvn, sikkert nogle der higer efter junk, eller måske bare en kop øl i deres små drømme. Hvad med mig? Sådan tænker jeg vikelig, og det er hammer træls. Jeg tænker også, at det hele nok skal gå, og at det bare er en proces det hele, men det er unfair. Jeg har kæmpet hele mit liv, og gør det stadigvæk, må jeg da ikke bare leve... Kan jeg da ikke bare være, som alle de andre normale mennesker, men nej... jeg har den sygdom, som hedder alkoholisme, og den vil være hos mig hele tiden. En lille pige på snart 24 år, hun skulle da gerne leve 40-50 år endnu, hold da op... Så mange år uden alokohol, godt jeg kan sige, at jeg hellere må tage 24 timer ad gangen. Ellers kunne jeg da slet ikke overkomme det, så det kan jeg da sige tak for, at jeg har lært den sætning. Jeg kan sige alle disse ord, 24 timer ad gangen bruger jeg dog, men alle de andre, dem lever jeg ikke, det har jeg ikke lært endnu. Jeg har sat mig for, at jeg VIL, og jeg SKAL, også det andet sted, så havde det bare været nemmere, at stikke halen mellem bennene, også råbe skrigende bort. Sige farvel og tak for kaffe!
Jeg var også ved at græde i dag, men jeg gjorde det ikke. Det var nemmere at græde, da jeg ikke var helt appelsin fri. Inders inde, vil jeg også gerne græde, men der er også noget andet, som ligger så dybt i mig. "KAN DU SÅ HOLDE OP MED AT TUDE, DER ER IKKE NOGET AF GRÆDE FOR!" Da jeg drak, var det meget nemmere at, ja alt synes jeg. Jeg føler mig som et lille barn, som så gerne vil græde ved en skulder, få lidt trøst, også få at vide, at det hele det nok skal gå. Er det bare mig der er dum eller hvad, det er følelser jeg har inde i mig selv.
Min forstand, siger noget andet til mig. "Der er lys for enden af den tunnel, og at jeg er i fuld gang med at vandre mod den. Jeg ved den er der, og jeg TROR på det, Gud er med mig." Alt det sved og tåre (forbentlig tåre), vil kunne betale sig, når jeg ved, hvad den ægte varer er. Alt er jo ikke kun skidt, jeg har et sted at bo, relationer der elsker mig. Selvom jeg har svært ved at anderkende det, så sidder det der alligevel. Jeg har et langt liv foran mig, og jeg kan gøre ved det, næsten lige hvad jeg vil, det er også godt, at jeg har nogle begræsninger. Det skal alle vel have, for ellers havde nok været en sjov verden, vi havde levet i. Jeg skal op til Grønland sammen med min dejligt mand, som også er blevet ædru. Jeg kan takke mange for, at det er gået i opfyldelse. Min far har ikke skrevet til mig endnu, og det er snart 2 mdr. siden, jeg har skrevet til ham. Nu kommer hende der fra det grønlandske hus her ned på tirsdag. Hun har snakket om, at hun vil snakke med nogle fra Grønland, som måske kan snakke med min far. Han synes sikkert også, at det er svært, og lige få et brev fra sin datter. Hvor der står at hun kommer der op med sin svigersøn, det kan være, at han ikke lige kan takle det ordenligt, eller ikke ved, hvordan han skal reagere. Håber sådan, at det kommer til at gå godt.
Jeg kan blive fri for de sociale myndigheder, som jeg har levet under i hele mit liv. Være fri for kontrol og evalueringer, møde op fordi jeg ikke lige har gjort, som jeg har fået besked på, for at få min sølle kontant hjælp. Tvunget på antabus, fordi hun synes, at jeg drikker for meget, også ud i aktivering, som ikke siger mig en pind. Der gidder jeg da ikke at være, jeg vil da hellere drikke en lille en, sammen med de andre. Min kontant hjælp bliver taget fra mig igen, og jeg bliver smidt ud af min lejlighed. De gidder da ikke, at have en boende, som ikke kan give dem deres penge. Selvom de ikke mangler nogle, de stabler bare folk ind i deres små huler, mens de rigtig sidder og gnider sig i hænderne. De finder da bare en anden,.som de kan smide ind i det hul. Jeg må gravle tilbage igen og spørge om hjælp. Det hele er en ond cirkel at komme ind i, og jeg må bruge mine sidste kræfter på, at komme ud af den igen. Denne her gang fortjener jeg det sgu´. Sorry...