Er jeg seriøst den eneste som er ked af julen lige nu? Det føles virkelig som om man er Palle alene i verden….
Det har før hjulpet mig, når jeg har skrevet mig ud af det. Men nu så føles det bare som det hele er lige meget, jeg kan kigge ind i skærmen og bare være totalt tom indvendig, men når man så drejer hovedet væk fra skærmen, ja så myldrer alle tankerne videre.. lidt ligesom at computerskærmen stopper dem på en underlig måde… man kan næsten sammenligne det med at blækket på mystisk vis ikke vil komme ud af spidsen på fyldepennen. Og uanset hvor meget man så ryster den eller ånder på den for at få blækket til løbe, så sker der ikke noget, den reagerer ikke og ligger bare helt tom og efterladt på bordet, som om ingen ville kendes ved den.

Det er første søndag i advent og jeg sidder alene i min egen lille lejlighed hvor andre normale mennesker ville være samlet sammen med deres familie.
Claus har været på øvelse hele weekenden og jeg har foretaget mig andre ting, men savner ham utroligt meget og glæder mig til han kommer hjem.
Jeg har ikke noget mod at være alene, men det kan også blive for trist, det er ligesom man flygter, for man kan ikke udholde tanken om at skulle være alene i en lejlighed.


Jeg var overbevist om at familien ville blive sammen, jeg havde forestillet mig så mange ting, drømt om et lykkeligt liv uden tragedier eller noget i den retning
Men på en måde så er det ødelagt, min mor har lige fortalt mig at vi skal holde jul nede hos min søster og ikke oppe i mit barndomshjem.
Jeg havde fået at vide for lang tid siden at vi skulle holde det nede hos min søster og havde også accepteret det. Men min kære søster er så udspekuleret at hun har inviteret andre end lige os.
Vi har gjort det på den måde at vi hver andet år holder jul skiftevis hos vores svigerfamilie og egen familie, sidste år holdt jeg for første gang jul hos min svigerfamilie, men det var ikke noget succes, for vi var mange mennesker og jeg følte mig malplaceret. Det hele var stressende og jeg savnede min familie så meget at jeg satte mig ud i gangen alene sammen med den sorte skraldesæk, fyldt med gavepapir og bar’ græd.
Det er pinligt at skulle indrømme at man i en alder af 20 år kommer til at tude fordi man savner sin egen familie, man burde jo i den forstand være så voksen at man kunne fortrænge det og så bare affinde sig med situationen.

Men sådan skulle det ikke være, og nu har jeg så snakket med min mor igennem telefonen og kom så til at tude fordi hun fortalte mig at min søster har aflyst julegaver. Men så lovede min mor at vi bare kunne købe gaver til hinanden, men på en eller anden måde så er det ikke det samme.
Så nu skal jeg kun købe julegaver til min mor, far og Julie, resten har meldt fra.
Ydermere så har min søster inviteret Brians forældre, hvilket vil sige hendes svigerfamilie.
Vi havde jo lavet den aftale om at vi skulle mødes hvert andet år og fejre julen sammen inden for den tætteste familie, hvilket vil sige mig, Claus, min søster, min svoger, min niche og mine forældre.
Men den aftale har min søster så glemt for nu skal de åbenbart holde jul sammen os og Brians familie+ hans bedstefar. Hvilket vil sige at vi bliver omkring det dobbelte. Og hvorfor skal jeg tvinges til at holde jul sammen med en familie som jeg ikke kender så godt. Altså, jeg har intet imod hendes svigerforældre, men kan bare ikke lide min svogers lillesøster. Ikke nok med at hun har stjålet et par gange fra min søster, så lukker hun sig gud hjælpe sig også inde på værelset sammen med min niece… Jeg ser min niece så sjældent, netop fordi min søster ikke vil lade mig se hende.
Og når jeg så endelig ser hende, ja så skal det åbenbart være i selskab sammen med 11 andre mennesker. Min svogers lillesøster som er pap faster til Julie, hun løber af sted med Julie og når jeg prøver på at snakke med min lille niece, så blander hun sig i samtalen og jeg får ikke en chance for at være alene med Julie.
Julie savner mig og jeg savner hende, men min søster er ikke så glad for mig, så jeg ser dem sjældent
Det er en lang forvirrende forklaring men sådan forholder tingene sig desværre, jeg sætter pris på min familie, men det gør min søster åbenbart ikke…
Udover at det laver hun også så mange andre dumme ting og jeg hader hende så meget lige nu at jeg nærmest hadefuldt ønsker at jeg ikke havde nogen søster… ved godt at man ikke må tænke sådan, men jeg ved bare ikke hvordan jeg skal komme af med alt min vrede overfor hende.
Psykisk er hun stærkere end mig og hun ved jeg er svag med hensyn til følelser… jeg kan knække sammen på under 2 minutter hvis mine tårer tvinger sig igennem.
Men sker så også kun et par gange om året, resten af tiden forsøger jeg at glemme tingene.
Men nu er den traditionsrige jul ødelagt og jeg har allermest lyst til at ikke at holde jul.
Claus skal på vagt lille juleaften, og det er første gang han skal holde jul sammen med min familie, og jeg havde glædet mig at til at vise ham hvordan vi holder jul hos os, men det er jo lidt svært nu, for det er jo ødelagt…
Jeg ved heller ikke rigtigt hvad Claus vil sige til at holde jul sammen med andre mennesker som han ikke kender så godt.
Udvendig vil han nok være ligeglad, men jeg kan jo ikke garantere hvordan han vil reagere på det.
Og næste år er han i Irak, så der får jeg slet ikke lov til at holde jul sammen med ham.

Lige nu sidder jeg bare og tænker over tingene og har gjort det meget her i weekenden, jeg er nærmest træt af det hele og hvis jeg fik tilbudt en rejse til et andet land så ville jeg med garanti sige ja med det samme… Med andre ord så har jeg bare lyst til at stikke af, lukke mig selv inde i en anden verden og glemme alle omkring mig.
Men det er ikke retfærdigt overfor nogen hvis jeg stikker af, der er jo mennesker derude som ikke kan undvære mig… deriblandt mine forældre og kæresten.
Det synes bare lige nu at være den lette løsning…

Jeg ved at man kalder mine problemer for luksus problemer, dvs., at det ikke er en større tragedie end at man enten kan overleve den eller lave om på den.
Jeg ved inderst inde at mit liv ikke er noget at tude over, når man ser hvordan andre mennesker lever, der er nogen som lever sådan et miserable liv, hvor de tager en dag af gangen og fryder sig over når de har klaret sig igennem en enkel dag.
Men på den anden side så virker det også forkert at jeg skal havde dårlig samvittighed fordi jeg er egoistisk og kun tænker på mine egen problemer.
Som min veninde så smukt sagde ” skid på alle andre end dig selv når tingene bliver for slemme”
Og jeg ved jo godt hvad hun mener, og jeg prøver virkelig også, men sidder så desværre tilbage med en følelse af at være egoistisk og det har jeg meget svært ved at affinde mig med.
Men jeg lærer……

Og så er jeg sygt nervøs for at min studiekammerat Susanne kommer på besøg i morgen, jeg er nervøs for hvordan hun vil reagere når hun ser at jeg er anderledes når jeg er hjemme hos mig selv.
Mia er den eneste som har oplevet mig i fuld udfoldelse, langt væk fra skole og alt andet.
Men det skal nok gå…. håber jeg i hvert fald.