I nat vågnede jeg kl 4.00 jeg græd. Havde drømt at min bedste ven var død. Troede det var virkelighed, indtil han gav lyd fra sig..!
Den er skrevet som om den var til ham.

Jeg husker den så tydeligt. Vil du hører den...?

Et eller andet
sted tror jeg godt at jeg vidste at du ville dø, jeg kom og besøgte dig
der hvor du lå. Sad længe hos dig. Kiggede på dig. Nogle gange kunne man
snakke med dig, andre gange ikke. Det var underligt - for du fik ikke
noget medicin. Jeg tror du var glad for at jeg kom, det virkede sådan.
Også selvom du ikke sagde noget. Men selvom jeg vidste at tiden var inde,
ville jeg ikke bare lade dig ligge der helt alene. Tænkte at du sikkert
ville have gjort det samme for mig. Det var jeg ret sikker på. Men nu var
det mig der skulle gøre noget godt for dig. Havde jeg længe drømt om at få
lov til, men måske ikke lige på denne her måde. En af de gange jeg kom var
du væk, jeg gik ikke en gang i panik. Jeg kunne mærke at du ikke var langt
væk. Ventede på dig ved din seng. Så kom du, med det højeste humør og du
var gående. Det var længes siden du sidst havde gået. Alt virkede som om du
var ved at komme dig. Jeg blev glad. Så glad at tårerne bare trillede ned.
Tænkte på om nogen så alligevel havde hørt min bøn. Den dag gik jeg hjem
og var glad.
Da jeg kommer dagen efter, er det som om det hele
gentager sig - forfra. Som om dagen igår ikk havde fundet sted.
Jeg
undrede mig, kiggede på kalenderen. Den var en dag bagud, kiggede på mit
ur. Alt var en dag bagud. Det eneste der var anderledes - var mig.
Jeg
gik ikke hjem med højt humør, for jeg vidste at noget var halt forkert.
Det var noget der ikke stemmede, som om nogen prøvede at skjule noget for
mig.
Hele natten lå jeg og tænkte på dig, som jeg så tit havde gjort.

Da jeg næste morgen ankommer til din stue, var alting blevet sig selv
igen. Du lå bare der, sagde ingenting. Sygeplejerskene kom aldrig og
fortalte mig, hvad som var sket. Men jeg var også ligeglad. For selvom
dine øjne var lukket, kunne jeg stadig godt se og mærke hvordan du havde
det. Du havde fået tilbagefald. Jeg kunne mærke at det var lige op over.
Din rejse skulle snart begynde. Græd en enkelt tårer, men tørrede den
hurtigt væk. Jeg ville ikke have at du skulle se, hvoradn jeg havde det.
Ønskede bare at du fik den bedste rejse. De bedste minder med dig. Det ved
jeg ikke om jeg gjorde godt nok. Jeg ville ikke forlade dig, den dag. Jeg
blev hos dig til næste morgen. Vågnede ved at solen skinnede mig lige ind i
hovedet. Den varmede så dejligt, alt virkede til at det skulle blive en god
dag. Da jeg kigger på dig, er du vågen. Prøvede at tale til dig, men
du kunne vidst ikke høre mig. Timerne gik, og jeg blev mere og mere ked.
De fandt aldrig ud af hvad du fejlede. Måske vidste du det godt selv. Jeg
rejste mig op, stod og kiggede på dig. Holdt din hånd i min. Da
du pludselig drejer hovedet, smiler og siger " Du er min bedste ven, også
i himlen! Husk jeg holder af dig, fordi du er som du er. Jeg elsker dig
for den du er. Jeg elsker dig for det du har gjort for mig. For den hjælp
du gav mig. Jeg ville ønske jeg kunne gengælde det en dag. Husk vi zez i
himlen en dag. Der venter jeg på dig, min bedste ven " Kysser mig blidt på
kinden, for sidste gang.
Du lukker øjnene og ånder ud for sidste gang.
Alt bliver stille. Jeg kan ikke klare stilheden. Løber fra dig, mens jeg
græder. Min mors fætter står oppe på en eller anden altan, jeg kigger op
på ham. Kigger tilbage på dig, det så ud som om du kigger på mig.

Jeg så dig aldrig mere.
Vågnede og græd, mon min drøm var
virkelighed.
I min drøm, er du Fætter Ole, altså det er dig, men i
starten er du Fætter Ole. Senere hen bliver du så dig selv.
Det er
underligt med drømme. Synes jeg godt nok..!

Hver og en detalje kan
huskes. Det kunne blive til en hel historie.
Man må sige at det var en
meget fredelig død. ikke sandt.


Når men hvad siger du til min drøm.?
Jeg kunne ikke
lide den, i hvert fald. Men hvem kan det, når de drømmer at ens bedste ven
dør.. Den man holder allermest af i verden.

Kærlig Hilzen Louisa Ditte.