Jeg troede jeg havde fundet en veninde jeg kunne bruge til noget.. Veninder er ikke noget jeg kalder hvem som helst.. Men nu midt i min krise, ser jeg det kun alt for tydeligt.. Hun fatter ingenting og istedet for at støtte mig, giver hun mig kun flere slag i hovedet.. Hun siger at jeg er negativ hele tiden, at jeg er barnlig, at jeg skræmmer hende, at jeg burde at kunne skille tingene ad, sådan at jeg ikke tænkte på min situation i skolen. Hun tror jeg er sur på hende hele tiden, til trods for at jeg har sagt at det er jeg ikke.. Og at det her ikke har noget med hende at gøre.. Hun aner ikke hvordan hun skal tackle mig, og fremhæver istedet alt det nagative fremfor det positive, og pludseligt, så siger hun til mig at jeg altid har været sådan.. Jeg som kom med lys og glæde, som altid var med på noget sjov.. Jeg bliver kun mere og mere klar over, hvor lidt hun egentlig forstår.. Men hun skal da bare blive ved at køre på mig, istedet for at støtte mig, som en hver anden veninde ville have gjort det..
Ser det kun som, at hun straffer mig, fordi jeg ikke er den der kommer med lys og glæde. Fordi tingene ikke bare er som de plejer, og fordi hun nu ikke aner hvordan hun skal tackle mig..
Så siger jeg tak for lort..

Problemet er at jeg godt kan se det fra hendes side, den usikkerhed hun viser.. Jeg kan bare ikke banke det ind i hovedet på hende, for uanset hvad jeg siger, vender hun det til at det svar der kommer, er endnu noget negativt.
Har endda sagt til hende at hvis jeg virkelig er så slem, så kan jeg ikke se, hvorfor hun spilder sin tid på mig. Hun kan da bare lade mig være, det kan da ikke være så svært..
Jeg har ikke bedt om at tingene forandrede sig, imellem hende og mig.. Så der røg den veninde...