Vi er en gruppe bestående af tre "halvgamle" koner plus Michella på 19. Vi har hver fredag mellem 16.30-18.00 en børnegruppe i alderen 5-ca. 13-14 år, hvor de ældste børn ofte fungerer som hjælpere. Klubben svarer til den gammeldags Søndagsskole, men Fredagsklub lyder lidt hyggeligere, og det skal det også være.

Foruden at fortælle børnene historier fra Bibelen, synge, lege med dem og tage på skovtur forår og efterår samt en udflugt før sommerferien, holder vi hvert år julefest for hele familien. Forældre og bedsteforældre er meget begejstrede for dette initiativ.

Vi starter med at pynte op kl. 15.00 fredag. Ikke uden sommerfugle i maven. Hvordan mon det går? Kan børnene deres roller til krybbespillet? Er der kage nok til kaffen og kan vi i det hele taget få kaffemaskinen til at fungere?

Selvfølgelig går det altid et eller andet galt - og på forunderlig vis løser problemerne sig altid.

Som sidste år, hvor kaffen flød ud på gulvet, fordi vi ikke kunne få kaffemaskinen til at fungere. Gurli, vores "praktiske gris" lavede i stedet kaffen nede i missionshuset.

Eller det år Gurli slet ikke var med, fordi hun skulle besøge sin søster, der på det tidspunkt arbejdede som missionær i Ethiopien. Vi troede aldrig, vi skulle få det til at fungere uden Gurli. Juletræet væltede for os, men heldigvis fik Karsten - min gemal, som på det tidspunkt også var med i arbejdet - træet på fode igen. Og det blev en god aften, selvom vi manglede Gurli.

Ifølge traditionen har vi hvert år en til at holde andagt. Desværre blev den mand, der skulle holde andagten syg. Stakkels mand. Og stakkels os, for nu var gode råd dyre. Mens vi pyntede op og dækkede bord, bad vi til at der måtte komme en løsning. Gurli forelagde sin mand problemet. Heldigvis fik han skaffet en til at påtage sig opgaven.

Kl. 19.00 var alle børnene med forældre og bedsteforældre plus et par tanter og onkler allerede kommet. De er altid i god tid. Vi startede med at gå om juletræet og synge et par julesalmer. Herefter bød Gurli velkommen, og Dan talte over Josef og Marias ankomst til Betlehem. Han har en meget finurlig måde at udtrykke sig på. Josef og Maria "startede" et æsel, da der jo ikke fandtes biler på det tidspunkt. Og da Gud ikke havde nogen telefon/mobil - og der heller var andre, der havde sådan nogle apparater - var Han nødt til at sende nogle engle til at fortælle hyrderne den gode nyhed om Frelserens fødsel. Apropos ENGLE, har I nogen sinde tænkt på, hvor mange gange det ord forekommer i Glade Jul? Otte gange.

Efter andagten og et par gange ekstra omkring juletræet er det tid til kaffe og lagkage. Foruden marcipan konfekt og havregrynskugler, som vi har lavet sammen med børnene først i december. Den slags aktiviteter foregår hjemme hos en af medarbejderne, der har et stort hus.

Traditionen tro har vi nogle lege, konkurrencer og Spøg&Skæmt aktiviter. I år var der arrangeret nogle quis'ser for henholdsvis børn og voksne. Et andet år lavede vi en gurgle konkurrence. Den gik ud på at nogle deltagere fik et glas vand og skulle gurgle nogle linier af en melodi, som publikum - der var delt i to hold - skulle gætte. Et andet år skulle nogle deltagere gå udenfor døren og komme ind efter tur. På rad og række sad en gruppe personer, som hver deltager skulle sige goddag til på tid. D.v.s. deltageren skulle først trykke personerne i højre hånd, derefter venstre hånd, derefter h.h.v. højre og venstre ben. Hvad de ikke vidste var, at den sidste i rækken (mig selv) havde taget det ene ben op under sig og i stedet anbragt et kunstigt ben med en sort nylonstrømpe tilsvarende det rigtige ben. Da deltagerne så skulle "hilse" på det kunstige ben, stod de pludselig med det i hånden. I kan nok forestille jer, de blev noget mærkelige i hovedet. Det skal være nogen, der kan tage sådan en spøg.

Endelig er tiden kommet til årets krybbespil. Man siger, at en dårlig general prøve giver en super premiere. Det passer i allerhøjeste grad, når det gælder krybbespillet. Den sidste gang, vi øver spillet, kan børnene aldrig deres roller, men de gør det bare så godt, når der er publikum på.

Sidste år var det dog lidt pinligt. Hyrderne skal brokke sig lidt over at det er koldt, og de er sutne, tørstige, trætte o.s.v. Lille Mikkel tog sin rolle meget seriøst. -"Jeg er sulten, for fanden!" Udbrød han. Måden det blev sagt på fik os alle til at grine. Men jeg må indrømme, at jeg samtidig krummede tæer. Bare forældrene nu ikke troede, det var noget, vi havde opfordret ham til at sige.

Til sidst samles hele flokken, dvs. hyrder, engle og krofolk omkring Josef, Maria og Jesus-barnet og synger "Et barn er født i Betlehem." Og ikke et øje er tørt hos forældre og bedsteforældre.

Endnu engang er julefesten gået godt - selvom der selvfølgelig altid er noget, man kunne have gjort bedre. Vi medarbejdere føler nærmest, vi svæver på lyserøde skyer af lettelse, mens vi går og rydder op. Glade over succeen snakker vi aftenens begivenheder igennem over en sodavand og spiser et stykke lagkage, før går hver til sit og ønsker hinanden en glædelig jul.