Det er ikke ret tit man falder over tekst med dybde, men det er der så sandelig her.

Kompasset præsenteret for pludseligt i historien, men hvor er det godt kompasset er i historien. Ville dog ønske at kompasset havde mere historie og fyldte lidt mere til refleksion..

"Jeg skammer mig over hende" er genialt til en læser. Og hvad er mere trist end vådt beton..
Gad vide hvad konsekvensen er af hendes varme smør. Brænder hun hele bygningen ned og vil hun være lige så stoisk derefter?!?
Tak Rasmus

Hej Rasmus!

Nu har jeg efterhånden læst mange af dine noveller, og jeg synes faktisk, du skal forsøge at udgive en novellesamling.
Jeg bliver på samme tid pisse irriteret og falder i henført beundring, når jeg læser dine tekster. Du skriver så godt, at jeg ikke tænker over det. Dine dialoger er, som nævnt tidligere, så fantastisk naturtro og virkelighedsnære, at teksten bliver til næsten filmiske scener.
Dine noveller bærer præg af en gennemgående rød tråd med en politisk undertone, som er meget fremme i litteraturen pt. I denne novelle ripper du op i et politisk dilemma; loyalitet/ærlighed, og i den grad retfærdighed. Jeg bliver på samme tid irriteret og overbevist, og jeg kan stadig ikke finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert. Novellen giver stof til eftertanke, og det gør alle dine noveller faktisk.
Jeg har hverken negativ eller konstruktiv kritik, desværre - Det er bare SÅ godt. Skriv noget mere! Skriv, skriv, skriv!

De bedste hilser

Katrine

Hej Rasmus
Fremragende novelle med et rigtigt godt replikskifte imellem de 2 veninder..
Vh. Jytte

"Hun rører rundt i sin chai latte og ryster på hovedet. De bevægelser er en bindestreg, et sofistikeret bindeled, som både passer og gavner hendes fremtræden ubeskrivelig fint."
Vældig godt.

Ha. Jeg kan se at det er 3. novelle, hvor jeg skal helt ned til navnet "Pauline" og to linjer længere fremme, før det går op for mig at vi taler om to unge kvinder her. Jeg troede igen det var en mandlig HP, og det skyldes præcis ovenstående citat, som jeg rigtig godt kan lide, men som jeg læser som en forelsket hyldest fra mand til kvinde. Det var det så ikke ;-) Måske, hvis ikke det bare er mig, så overvej at give HP en eller anden form for reference i begyndelsen. Fx. første gang vi møder HP:
"Det kan jeg godt forstå," siger jeg." (og kigger ned på min håndtaske/rosalakerede negle/roder efter min læbepomade/læbestift i tasken/stryger hånden gennem mit lange hår/retter på mine fingerringe ect). - Noget der indikerer kønnet.

Ros til dine gode og mundrette replikker.

pastil/pastel

Også rigtig godt:
"Jeg ender sgu nok i Roskilde," siger hun og bider i småkagen. "Hold da op, de er bløde."

Slutningen er lidt abrupt, synes jeg. Kan godt se overvejelserne og savnet efter veninden. Men alligevel er det som om den slutter lidt brat. Hvorfor vil Pauline mon være en bedre storbybo end veninden. Det synes jeg ikke rigtig præsenteres.

Novellens styrke er klart de fine replikker og et godt kropssprog. Her har du en stærk force. Det er normalt svært. Du får det til at se let ud. Det er godt.

Mikala

Hej Rasmus
To veninder, som nat og dag er de beskrevet, egentlig virker det mest som det er deres indbyrdes lidt sarkastiske rå tone der binder dem sammen, jeg synes dialogerne virker meget realistiske og troværdige. og bedst som jeg tror jeg har fanget og forstået de to hovedpersoner og deres hovedessenser, slutter Pauline af med at konstatere at hun ville være en "fremragende Københavner", nærmest modsat alt hun har tilkendegivet indtil nu. Se det er en overraskende slutning. Tak for en fin stemningsfuld novelle med gode tanker fra Ulla

He Rasmus
Sikke en ende på novellen, hun ser sin datter slå en kolbøtte og falde ned på gulvet, og ligge og klynke, men hun reagerer ikke, og synes det er bedst at være alene med sin smerte. Hun er meget selvegoistisk synes jeg.
Meget velskrevet novelle.
Vh. Jytte

"Ingrid."
Det navn forvirrer mig i læsningen. Fordi jeg længe tror at jeg følger en mand, og først da "jeg" fortæller at HP er en kvinde på 27 år, hopper jeg tilbage til "Ingrid" og tænker at det måske er HP's navn?
Er det barnet Kristian der kalder hende for "Ingrid". Måske skal det så nævnes. Det sker jo at børn kalder forældrene ved fornavn, men lidt usædvanligt er det vel. Måske skal det navn forklares?
Scenen med barnet der knalder Lyngbyvasen er godt skrevet og beskrevet. Fin dialog. Jeg troede bare at det var far og søn der var alene hjemme.

Længere nede i teksten opdager jeg så at jeg har "læst forkert" igen, for Kristian er jo ikke hendes søn, men hendes mand!
Her går det da helt galt for denne læser. Jeg troede at Kristian var hendes måske 8-årige søn, der så flink hjalp hende med rengøringen. (ham troede jeg først).

Nu ser jeg at det nok skyldes at HP optræder voksent over for manden ("så du ikke skærer dig") og tidligere blev Astabarnet nævnt lige efter Kristian, så jeg tror at det begge er børn.

Nå, derudover er teksten god og du skriver rigtig godt. Gode betragtninger og fine refleksioner. Men som du kan se, kom jeg helt, helt skævt ind i historien med to grumme misforståelser. Jeg har ikke læst de andre kommentarer endnu, så jeg er lidt spændt på hvad de andre mener.

Mikala

"Åh min Gud. Skynd dig væk" var min første tanke. Sådan et liv skal man ikke nøjes med.
Fantastisk beskrivelse af ensomhed, uforløsthed og tristhed.
God rytme i fortællingen. Man læser sig ned i tempo og ind i tristessen Meget overbevisende.

Kan rigtig godt lide din novelle. Enkel men alligevel, har den så meget at sige. For hvad nu hvis hun havde låst døren op, før hun tog i dørhåndtaget?
Er dog lidt forvirret. I starten af din historie hedder datteren Mia, og senere hen i historien heder hun Asta. Er det rigtig observeret, at der er sket en lille fejl her, eller fatter jeg bare overhovedet ikke historien?

Venlig hilsen
Signe.

Rigtig god novelle. Jeg blev meget fanget, skønt der ikke er nogen banebrydende handling, men du derimod blot skildrer en meget realistisk hverdag. Der ligger meget følelse i - eller mangel på samme. Du har rigtig fint fanget den meningsløshed en monotone hverdag kan medbringe. Man begynder pludselig at spørge sig selv? Var det bare det? Hvad nu hvis jeg havde taget anderledes valg, ville mit liv så også være så ensformigt? Er jeg lykkelig, osv. Spørgsmål, som jeg desværre tror tynger de fleste. Meget flot skildret. Jeg kan specielt godt lide slutningen og den "rå" holdning hovedpersonen har til Asta. Samtidig har jeg også lidt lyst til at give hende en lussing, fordi hun burde være taknemmelig for at hun har en mand og en datter der elsker hende. Det er der så mange i nutidens samfund der ikke har. Se, din novelle får tankerne i gang, dvs. den er meget vellykket.
Mvh
Filippa

Hej Rasmus,

Jeg blev i den grad hevet tilbage til min tid som småbarnsmor (snart længe siden), men jeg har 4 i alt, den første fik jeg som 18 årig. Og jeg kan sagtens nikke genkendende til de følelser, Elin har, især fra tiden med mit første barn, hvor jeg jo var meget ung. Det er let at føle sig fanget og udenfor på så mange måder, og den manglende modenhed gør det svært at rumme og se sig ud af. Ens jævnaldrende kan pludselig føles som små børn, og når man er sammen med andre "mødre i den rigtige alder", føler man sig selv som ét. Og det er svært at sige det højt, for man elsker jo sit barn og ville for alt i verden ikke undvære det. Man kan let komme til at blive ensom og brænde inde med en masse energi og frustration, fordi man ikke kan identificere sig med den rolle og hverdag, der følger med ansvaret - endnu. Man har stadig lyst til de samme ting, men træthed og muligheder (eller mangel på samme), kan let få initiativer og evner til at slippe op. Jeg synes, du beskriver det helt vildt godt, jeg blev pludselig meget ramt af det, da jeg faktisk havde glemt, at jeg ikke havde det helt nemt med det hele dengang. Det er det med tiden, den læger og erfaringen sørger for, at vi mestrer ting lidt bedre næste gang.

Nu er alle mine børn så store, at jeg næsten kan længes efter at smutte tilbage engang imellem. For der var heldigvis langt flere gode stunder end dårlige, og jeg tror alle nybagte mødre fra tid til anden føler sig lidt hengemte og værdiløse i det store billede. Det er jo heldigvis sådan, at vi høster belønningen på anden vis og får vores udmærkelse for anstrengelserne senere. At se sine børn gå ud i livet og bruge det, man har lært dem, stole på sig selv og føles sig grund-elsket, det er den største gave, et menneske kan få, hvis du spørger mig. Men tak fordi du lige tog mig tilbage, det gjorde du godt. Jeg maler også, så jeg kender lige præcis situationen med ikke at kunne finde ro til at gøre noget ved det. Men hvor der er vilje er der vej, og den fandt jeg også:) God weekend. kh June

Hvad foregår der? Egentlig en banal historie, om en kvinde mellem det at være mor, hustru, kunstner og ikke har overskud til noget af det. Hverdag. God titel: Ned og købe frugt. Selvfølgelig handler den ikke om det, men det er det eneste konkrete. Det er da overkommeligt. Men ellers løber alt sammen i et miskmask. Han er nok ikke så uforstående, han vil nok gerne, men hvordan kan nogen sætte sig ind i hvad der foregår, når hverdagen går op i en spids.

Kåemer

Ja, det er svært at blive voksen, især når man ikke rigtigt har nogen grund til det. Dit sprog er som altid perfekt. De forskellige dialoger er meget præcise. Jeg skulle ikke blive ved med at sige at du har et forunderligt indblik i pigesind, men det har du altså, og du forstår at give det udtryk.

Kåemer

Meget interessant læsning som ikke blot ensidigt beskriver problemet med socialt bedrageri. Jeg måtte sidde lidt og tænke over hvorvidt jeg overhoved brød mig om hovedpersonen eller ej. Godt skrevet!

Jeg kommer til at tænke på Tove Ditlevsens digtsamling "Kvindesind". Din novellesamling kunne hedde det samme, og så kunne du udgive den under et kvindeligt pseudonym, så ville den gå som varmt brød, og det ville vække forbavselse når du en dag afslørede, at du er en mand. Kvinder er nu ubegribelige, det har jeg egentlig aldrig i virkeligheden syntes. Jeg har bare taget dem som de var, uden at lægge nogen større mystik i det, men når jeg læser dine historier, så synes jeg bestemt, at de er sande samtidig med at jeg ikke forstår. - Kvinden i denne historie er vist meget normal, men lidt ondskabsfuld er hun vist også.

Kåemer

Rigtig fin historie.

Som alle de tidligere også nævner er det en virkelig vigtig problemstilling, der bliver taget op her. Har selv haft den indre diskussion, som de tre piger snakker om ved spisebordet.

Noget andet jeg også synes fungerer, er hastigheden som, der forøges og sænkes igennem historien, hvilket bibringer til et super godt flow igennem teksten.

Nu ved jeg godt du har skrevet den for et stykke tid siden, men jeg kommenterer alligevel.

Jeg tror at det her er den anden novelle, som jeg læser fra dig. Jeg blev faktisk en smule glad, da jeg så dit navn igen, så jeg valgte at læse den, selvom jeg ikke orker at læse længere tekster.
Du skal have ros for hvordan du gør dine karakterer troværdige, fordi det er din jeg-fortæller og dem hun omgås med i den grad.

Man kan relatere til din jeg-fortæller, hvilket gør det let at bare læse din novelle.

Hendes usikkerhed med andre mennesker og hvordan hun leder efter en "bedste ven" indikerer den følelse af ensomhed en spiseforstyrrelse indeholder. Ikke nok med det, så også hendes observationer af andre menneskers udseende var lige i øjet og hvordan hun egentlig kun observerer, fordi hun havde et forvrænget indtryk af sig selv.
Man får lyst til at holde om hende.

Det er sådan nogle tekster, hvor jeg gerne vil vide dine tanker til hvorfor du valgte at skrive den, da jeg synes den er interessant.

Så tak for at dele din tekst. Det var en god overraskelse og jeg vil huske at holde øje med dig herinde, da du kun har positivt overrasket mig.

Den her novelle forstod jeg vist ikke ordentligt. Jeg blev efterhånden klar over at, det er en pige med spiseforstyrrelser, og at hun søger kontakt med andre mennesker, men ikke har evnen til det. Men jeg synes aldrig jeg kommer ind på livet af hende. Det virker bare som en tilfældig række af begivenheder, så sker der det, og så gør hun det, så siger hun det osv.

Nå, men samtidig har jeg jo stor respekt for dine kvindeportrætter, at jeg er bange for, at det bare er mig selv det ikke er oplagt og åben nok. Måske vil jeg læse den igen senere.

Kåemer

Historien er ikke for lang. Absolut ikke. Jeg kender udmærket problematikken her på Pennen, at de korte tekster læses, de lange ikke. Dog, denne novelle bliver da læst, hvilket kommentarerne vidner om. Men ellers skal man skrive det man selv synes og skære det overflødige væk, som historien selv synes - og det styrer du vist udmærket. Jeg finder denne som dine øvrige noveller indfølende og medrivende. Jeg kan godt lide din slutning, som både lukker historien og samtidig åbner den, forstået sådan, at den kaster lys bagud, så man spekulerer på, hvad det hele skal betyde.

Det er din styrke som forfatter, at du er fuldstændig, nærmest fotografisk realistisk, men der går altid en mystisk understrøm, som man må spekulere over.

Kåemer

Endnu en skøn historie. Jeg elskede virkeligt denne her - måske fordi jeg har kæmpet præcis samme kamp med studierne som HP i denne historie gør. Der er noget næsten tragisk over slutningen, måden hun tænker i tog og skinner som virkeligt talte til mig. I det hele taget er HP fantastisk levende, med en godt skrevet vennekreds, familie og verden i det hele taget. Alt sammen står det så levende frem. Rigtigt dejligt at læse. Mange tak.

Dette er måske min yndlingsnovelle af dem som jeg har læst fra din pen indtil videre. Smukt sammensat og tematikkerne med spiseforstyrrelser og mulig seksuel usikkerhed flød bare så godt sammen og var så realistisk portrætteret at jeg var revet med lige fra starten af. Endnu engang er det dialogen som virkelig betager mig, men også dit indblik i en syg kvindes hoved. Smukt, smukt, smukt.

Endnu engang er dit sprog helt eminent og især måden du administrerer din dialog på! Man føler virkelig spændingerne både indeni Karla og imellem Karla og Freja. Jeg elskede beskrivelsen af deres forhold, den måde de er modsætninger på, samtidig med at de er hinandens bedste venner. Meget realistisk og en smuk gengivelse af to distinktive stemmer. Hele novellen udvikler sig organisk og selvom den egentligt ikke som sådan handler om så meget, så er den fuld af kraft og potens. Virkeligt godt stykke arbejde. Bravo!

På den ene side støtter jeg Hovedpersonens ting, på den anden side synes jeg at hun er VILDT irriterende og bedrevidende og burde holde sin arrogante kæft og blande sig udenom andres sager. Men vores samfund ER jo bygget op om nogle regler og de skal altså følges. Du forstår at give personerne så meget personlighed at jeg både når at hade dem, føle sorg med dem og irritation osv. Det er super godt skrevet og jeg er imponeret over din evne til at holde mig fanget i en tekst om noget så "simpelt".

Godt gået. God tekst! Jeg forstod heller ikke helt kompasset, men kan vel sige at det handler om at hun føler at i tvivl om hun er på vej den rette vej?

Hej Rasmus
Jeg synes, det er en rigtig god novelle, du har skrevet. Spændende og relevant emne. God ide at belyse problematikken igennem personerne, hvis typer og holdninger kommer godt frem.

Jeg kan godt lide detaljen med kompasset, er der noget bevidst symbolsk i det fra din side? Et billede på at være i tvivl, ikke at kunne orientere sig - i dette tilfælde ikke at kunne orientere sig blandt holdninger og moralske overvejelser.

Du skriver levende og fængende, og jeg var med hele vejen, men som andre også påpeger, kunne en gennemlæsning for småfejl måske være godt. I starten blev jeg f.eks. forvirret over denne sætning: "Nej, det er ikke til," siger jeg...."besvær" skulle der vel stå?

Men alt i alt en rigtig fin novelle. Tak for en god læseoplevelse.

Vh Maya