Hmm, som enlig mor til to hvoraf den ene har en psykisk lidelse synes jeg eder sparkeme' ikke jeg selv bestemmer noget som helst om min tid! Kontrol er vidst et relativt begreb.

Hej
Det er fedt, at du bruger det at skrive til at få det ud. Det kender jeg alt for godt. jeg har skrevet en roman om at komme ud af et voldeligt forhold. De første fem kapitler ligger herinde plus et par digte, og det har helt sikkert været terapeutisk for mig, og er noget, jeg klart vil anbefale.

Dog vil jeg gøre opmærksom på, at der er stor forskel på at skrive for sig selv og at skrive til andre. Derfor er jeg også meget enig med den anden kommentar herover, hvor det bliver nævnt, at du kan bruge fiktionen til at ændre/krydre historien, så det ikke er ren gengivelse/biografi, for historien er stadig nødt til at leve op til de litterære mål/strukturer for at fungere for en læser.
I min egen roman begyndte jeg med meget præcise gengivelser af hvad, der faktisk skete, og så, som romanen skred fremad, brugte jeg mere og mere fiktion til at gøre det til en sammenhængende roman med struktur, vendepunkter, klimaks osv. Det er en kæmpe fordel at gøre sig klart, hvem ens målgruppe er og hvad, det er, man gerne vil have, at læseren skal have ud af det og hvorfor, det er vigtigt for dem, så man ikke ender med at skrive "til sig selv" istedet for - hvilket stadig er mega fedt og terapeutisk.
Glæder mig til at se, hvad du disker op med.
vh Natashia

Hej
Det er en rigtig fin struktur, du lægger i teksten, ved at nævne de forskellige hån. Det siger både noget om Saras sindstilstand og stemningen. Og så er det pludselige angstanfald en spændende ændring af noget, der ellers virker ekstremt ordinært. Så det er helt sikkert en thumbs up.
Når det er sagt, så synes jeg teksten er lidt tung i det. Eller rettere, som læser har jeg svært ved at skelne mellem hvad, der er relevant, og hvad, der ikke er. Nogle steder virker det som handlingsbeskrivelse for fyldets skyld og ikke fordi, det driver historien fremad. Fx, en pige vågner, hun er i dårligt humør, hun står og og tager bad (herunder det interessante angstanfald) og spiser morgenmad. Der er ligesom ingen grund til at det er spændende eller fortæller mig som læser, at det her kommer til at være vildt sindsrivende og vigtigt. Jeg tænker, at du nok har tænkt, at du ville vise, hvor monotom og gråt, det er at være ledig, men der er stor forskel på at vise "øv" og at gøre teksten "øv" at læse, hvis du forstår. Ikke at det er tilfældet, for det er en fin tekst, men det mangler ligesom en krog. Fx, hvis angstanfaldet kom allerede mens hun lå under dynen, eller måske at det var det, der vækkede hende, og som fortsatte hele morgenen, så hun er i tvivl om, om hun kan møde op på jobcenteret, hvilket ville betyde, at hun ville miste sin ydelse - så ville der være en indbygget konflikt, som ville drive historien fremad og gøre læser engageret. Det er selvfølgelig bar et eksempel, ik. :)
Vær obs på ikke at bruge "hendes" som stedord for "sin". ;)
Håber kommentaren kan bruges.
vh Natashia

Hej
Der er noget helt vildt fedt ved den måde, digtet varierer mellem at rime og ikke gøre, og have rytme og ikke have det. Når jeg læser andre digte, hvor rytmen er usikker, eller hvor rimene ikke passer helt, så plejer det at være en tung tekst at komme igennem og hvor meningen går tabt i et forsøg på at holde sammen på sætningerne. Men af en eller anden grund, så lykkes det ligesom her. Kan ikke lige gennemskue hvorfor egentlig, for der er sågar en sætning, der ingen rimpartner har, men det passer sjovt nok ind. Er lidt forundret over det faktisk. Men fedt!

Jeg har et problem med rytmen. Når et digt rimer, plejer det at følge en rytme, ligesom rap eller ældre digte. Men jeg har svært ved at finde ud af, hvor det er tænkt, at nedslagene skal ligge, og det synes jeg gør digtet lidt svært at læse, fordi der stadig er rimene. Har du haft en bestemt rytme i tankerne?

Tænkte, da jeg læste det, at den måde byen med alle dens lyde og stemmer og teksturer nærmest kryber ind og bliver ét med personen, som om der ingen grænser er. Specielt når personen betegner sig selv som værende af glas. Men når den afsluttende sætning så rammer, at huden er et panser (er det ikke et T-ord? Eller er jeg bare nørd?), så bliver jeg helt i tvivl om, hvordan resten af digtet skulle forstås. Det er enormt interessant, for enten er alt absorberet og bliver solidt i et menneske, der indoptager alting, eller også er panseret så skrøbeligt, at det nærmest er ikke-eksisterende. Spændende.

Jeg kunne godt tænke mig noget mere beskrivelse. Bortset fra, at der er en sofa og et gulv, så kunne det hele foregå i det ydre rum, hvis du forstår hvad jeg mener. :)
Synes tematikker er super spændende og relevant, og helt sikkert noget, du vil kunne få noget godt ud af, hvis det bliver udvidet.

Jeg kan egentlig godt lide digtet, selvom det er meget lige til i sit sprog. Det eneste, der knager lidt for mig, er den sidste linje (men jeg kender dig ikke mere). Den synes jeg faktisk ikke, du behøver tage med, for den er gentagelse af det, du skrev tidligere, og slutningen ville være mere åben og stille spørgsmåltegn ved den seende også og ikke kun "den fremmede". Jeg synes digtet ville stå stærkere, hvis den gentagelse ikke var der.
Men ellers et fint digt, som rammer noget, mange kan nikke genkendende til.

Synes det harmonerer rigtig godt at digtet er smalt rent visuelt hele vejen ned og "skrællet helt ind til benet", så der nogle steder kun står et enkelt ord, når nu det handler om at skrælle alt af sig selv. Thumbs up herfra.

Og så er overskriften for øvrigt lige i skabet!

Hej
Det er et digt, der er dejligt let at læse og dog åben for fortolkninger - og det er fedt, når den kombi lykkes. Thumbs up herfra!

Hej
Det er lidt en skør oplevelse, for som historie synes jeg, det er vanvittigt spændende og noget, man kunne få en kanon bog ud af, der virkelig sparker røv. MEN! Det skøre er, at det er skrevet nærmet opremsende og meget faktuelt, så det er ikke en læseoplevelse, jeg vil forbinde med en roman fx. Det ved jeg selvfølgelig heller ikke, om du overhovedet har tænkt sig, men det ville bare være så oplagt, fordi du har så ekstrem en historie, ik. Har du overvejet en ghostwriter? Det er en person, som regel en journalist, som skriver ens historie for sig. Ligesom fx Zeinab Mosawi's bog "Himlen over min fars hus", som er skrevet af Birgitte Vestermark som ghostwriter. Jeg kan næsten ikke forestille mig, at nogen ville sige nej til at skrive din histore!

Hej Peter
Jeg kan rigtig godt lide den her novelle. Den har en stemning, og det er ikke så tit, jeg læser noget og mærker en stemning i det, fordi det tit bliver beskrevet snarere end underspillet. Men det synes jeg du gør rigtig godt i den her. Melankolien er malet tykt op i byen, og det er oftest der, man kan føle sig mest ensom.
2. person virker fedt og er meget usædvanlig.
Det eneste, jeg vil stille spørgsmåltegn ved, (udover kommaerne (som ofte mangler...)) er den aller sidste sætning. Den virkede sådan lidt...hvad skal man sige...overflødig for mig. Eller måske lidt for direkte, når nu så meget andet i teksten er dejligt indirekte og billedligt. Hvis måske slutsætningen var mere åben, eller måske slet ikke var der...? Eller måske blev drejet over i det mere maleriske, som tidligere...?

Fantastisk tekst! Jeg blev helt opslugt af den!

Har lige læst din engelske version. Den er fænomenabel! Kan godt se, at du har måttet ty til omformuleringer og fortolkninger hist og her i oversættelsen. Umiddelbart er de begge to virkelig troværdige tekster, men hvis man skal sammenholde dem, tror jeg, den engelske version står stærkere. Ikke at det trækker den danske ned. Nogle gange er det danske sprog i sig selv bare ikke helt så poetisk i sin melodi som det engelske.

Hej Polina
Det er en fantastisk tekst, du har skrevet her! Da jeg var færdig, måtte jeg lige læse den en gang til! Inspirerende setting og tid!

Har du læst "Paradise" af Adbulrazak Gurnah? Kunne ikke lade være med at tænke på den, fordi hovedpersonerne minder så meget om hinanden i deres måde at forholde sig til Afrika og personlige valg på.

vh Natashia