Dette er et mørkt digt, men jeg synes den tegner et godt billede af en virkelighed, der er for mange

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om fortælleren har andre blomster der vandes, eller om fortælleren måske taber vandet på børnene, ikke at personen lyder ondskabsfuld, men bare mere fordi det lyder komisk at gøre.
Men i hvert fald en god historie, og god observation, og jeg kan ikke lade være med at tænke på herren, som sidder på bænken. Nu ved vi ikke noget om hans tanker, men ud fra beskrivelsen, tænker jeg at det nok er en slags symbolisme på noget kedeligt voksenværk, eller måske han lige har været i kirke?

I så fald, god fortælling :-)

Jeg tror jeg har læst den her tre gange nu, lige efter hinanden, og jeg er helt vild med teksten!
Af en eller anden grund, kommer der billeder i mit hoved, af vilde malerier, der er helt surrealistiske, og skovbrande, og grådighed, der så hver tirsdag spiser kød.
Det er et mega fedt digt. Jeg glæder mig til at læse mere fra dig :-)

Super flot tekst og skrevet godt :-)

Men som du selv skriver, kan man godt mærke det er stærk. Jeg nyder sådan at læse de forskellige tekster du publicerer :-)

Det får helt en til at flyve når jeg læser det. Man kan ligesom føle hvordan lænkerne falder fra ens håndled og til slut en form for refleksion over ens fortid, som til tider kan give en smerte også.

Jeg nød virkelig at læse denne tekst

Jeg nærmest forestille mig en sommerromance når jeg læser teksten, og hvordan man står i den omfavnelse af hinanden. Man får helt sommerfugle i maven og hårene på ens arme rejser sig, så tydeligt er det stadig i ens erindringer.
Det er så smukt skrevet.

Det er en barsk fortælling, og jeg kan slet ikke lade være med at tænke på "Toy Story" og den dreng som var Andys nabo, og hvordan den dreng ødelagde sin lillesøsters legetøj, alle sammen pæne dukker i forskellige størrelser, som blev revet fra hinanden og det er det jeg sådan tænker på nu nærmest, men i stedet for legetøj er det kvinder der står for slagene og det er så ubehageligt at tænke på.
Men samtidigt med det, er det også en utrolig god tekst, og det er ikke fordi jeg selv har stået i lignende situation, men man kan bestemt tænke tilbage og reflektere og handlinger, enten mod en selv eller andre, og man forstår ting anderledes.

Ellers kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor relevant din tekst også er de her tider, hvor Sofie Linde og mange andre kvinder står frem lige nu med historier, og hvordan de møder modstand, samtidigt med en masse støtte.

Igen tusind tak for din tekst! Du er virkelig talentfuld!

Det er et meget trist digt den måde det udvikler sig på, men så alligevel poetisk kunst du har formet. Man kan mærke hvordan man selv engang var flid og frygtløs og hvordan ens smukke kanter er blevet hamret i og man er blevet formløs og man ikke kan forme sig som man lyster, og det hele bare på et tidspunkt går galt. Om det enten er fordampning, eller et endeligt knæk.
Det giver rigtig meget stof til eftertanke.

Det er som at se tilbage og se på hvordan man bevæger sig ind mod ingen mands land og prøver at få kontakt til at løse noget, som dengang ikke kunne løses, og måske man har det dårligt og prøver på at rette op på noget, som dengang ikke skulle være ødelagt til at begynde med.

At have ben plantet på begge sider af bækken og man kan bare mærke det, om hvordan kan ikke kan hoppe til den ene side og blive der. Og hvis man vælger den forkerte side hvad gør man så?
Rigtig godt digt!

En speciel analyse på Adam og Eva. Den har lidt klassisk antagelse over sig, men så alligevel, fortæller den om hvordan at de begge beskytter hinanden på hver deres måde.

Den her tekst har sådan en konflikt, som bare bliver skåret hårdt i og så kommer det hele bare frem. Hvordan at man egentlig burde være lykkelig, men så er man alligevel ikke. Måske man skulle have valgt andet som ung, og hvordan er han så vred som han er?
Som om at der ikke er meget som egentlig giver lykke.

Rigtig god tekst

Sikke en tekst. Man bliver helt opslugt af den.
Den måde det hele sker på, og hvordan man kan mærke hovedpersonens smerter og hvordan det selv kan mærkes at ens tæer bliver så kolde, og man forstår ikke hvordan man kan holde sig oprejst overhovedet.
Og så i sidste ende, den kærlighed til børnene, og hvordan Eigil bare tror at han har en kone der elsker ham, men hun er så udbrændt af ham, det gør helt ondt, men det er ham som hun hører efter.
Jeg glæder mig sådan til næste kapitel!

Den her tekst er virkelig god. Den har en helt fantastisk rytme. Jeg har læst den tre fire gange allerede, før jeg valgte at skrive noget. Så filosofisk og man kommer sådan til at tænke på de mange små rødder der bliver sået i jorden.
Helt fantastisk tekst, og du kommer skarpt igennem med dit budskab

Den her taler virkelig til en på et personligt niveau når det kommer til venskaber, kærlighed og forhold.
Det er så typisk at man handler sådan, at man er så frustreret at det hele bare er et helvede. Det er noget man bestemt kan genkende sig selv i uden tvivl, og utrolig smukt og råt.

Det her er noget man også kan mærke på sig selv, på en måde.
Det som man aldrig fik udforsket, det som startede med at være et lille frø, der skulle have haft en fugtig muld at vokse og gro i, men blev glemt, og man står tilbage og kan virke så bagklog, så bagklog at det gør ondt nogle gange.

Sikke et sjovt digt, desværre må jeg indrømme jeg slet ikke kender nok til cykelsportens verden, men det er nu stadig et godt prik i siden på Bjarne Riis må jeg sige! :-)

Det her digt er så hjertevarmt, jeg måtte vise det til min mor og hun sagde det var lige sådan det var at blive mor.
Selv syntes jeg var digtet var smukt og havde et dejligt flow, og generelt viser hvor stor kærligheden mellem forælder og barn er.

Og så syntes min mor det var så poetisk flot skrevet, og igen dit flow i digtet havde en flot rytme.

Hilsen to glade læsere :-)

Det her digt giver altså noget til eftertanke uanset hvordan man forholder sig til den nuværende debat. (Jeg er imod det, man skal ikke gøre noget ved en anden krop uden samtykke).
For det første, så er det her digt, meget pænt, vil jeg sige, på den måde at det klart, uden overdrevethed fortæller om modstanden mod omskæring.
For det andet kan jeg ikke lade være med at grine lidt over den sidste strofe.
"For så har de fundet glæden ved det fine bløde skind" den sætter de trods alt pris på i mange, mange år derefter og tit (mange af mine venner siger det selv), er det også noget af det eneste de er tilfreds med på kroppen. Så selvfølgelig også den sidste del, som jeg tror næsten alle har hørt historier om, og man fælles grine over de små upsere man har.
Alt i alt, noget man kan nikke til og grine til, hvilket jeg selv synes er en god måde at forholde sig til problemet på, istedet for at trække unødvendigheder indover debatten :-)