Min hverdag glider roligt, jeg står op og spiser morgenmad, drikker kaffe og går tur med hunden, inden jeg kører på arbejde. Kollegaerne er søde jævnaldrende kontorfolk som jeg selv. Jeg laver regnskaber, tæller tal, noget jeg altid har elsket, og har gjort de sidste 20 år. Jeg bor i en dejlig lille landsby, hvor køerne står og gumler græs om sommeren og markerne er i fuldt flor uden for byskiltet. Her er højt til himlen, vinden driver skyerne, og et par driftige vindmøller er der også plads til. Musvågens flugt markerer de pløjede marker, musens overmand er aktiv. Jeg sidder på min terrasse og studerer fuglens vej på himlen, uendelig, uendelig, glider den i store cirkler med spredte vinger henover mig. Jeg griber min mobil og forsøger at zoome. Den fortaber sig højere og højere, til den opløser sig i en lille sort prik. Den kan se mig, men jeg kan ikke se den.

Hvad er det jeg ikke ser? Når jeg smækker min dør hårdt, mærker jeg det i min knyttede hånd. Når jeg overhaler på motorvejen, giver jeg fuck fingeren. Når jeg hugger brænde til sveden driver langsomt ned ad min pande bor vreden indeni. Men hvorfor? Hvad er meningen? Jeg burde være glad, tilfreds, lykkelig, som på en tidlig jagtmorgen, med de andre i i morgendisen, før alting vågner. Og jeg tålmodigt har ventet på øjeblikket, lige der hvor dyret står og skuddet falder. Lykkeland, lykkelig mand.

Der er så meget godt, men min vrede skygger. Jeg skubber hende væk. Jeg vrisser, og går min vej. "Hvad er der galt"? Spørger hun.
   "Ingenting, absolut ingenting", svarer jeg, men jeg lyver. Løgnens ansigt er skjult.
   "Vi har det da godt, ikke"? Siger hun mens vi spiser middag.
   Jeg nikker, maden er jo god, vi mangler ikke noget. Eller? Jeg tøver med en skarp kniv i bøffen. Er bøffen nok, nok? Vi har det godt. Er det godt? Jeg ser på hende og bliver vred. Vi har fået børn sammen, vi har levet et langt liv.
   Giver det mening?
   Gør det?