Som et fabeldyr var hun fabelagtigt flid og frygtløse
Svøbte ind med uendelig nysgerrighed og glubende appetit til livet
Og et hjerte der funkler med stjernes karfunkel
Midt i hendes livs eventyr
Mødes hun konstant med fordomme
Der holder hende ned
Hun bærer nu med skyldfølelser og
har knækket sin stolthed
Bag Stilhedens mur
Brænder hendes begejstringer op
Som små meteoritter
Bliver forvandlet til mange stjerneskud
Hun er nu blevet gjort tilbøjeligt
til at leve som vand
Bliver puttes i enhver form
Der kræver af hende
Livet fortsætter uanset hvad
Som vandet
kan hun nu være i stilstanden
Som vandet
Kan hun også være med i
at starte en voldsom storm
Men som vandet
er hun formløs
Og kan formes af alle
Og mister derved sin egen retning og sans
Som vandet
Kan hun risikere at tørre ud ved fordampning
Et spørgsmål om tiden