Hej sannie. Nu er det snart mange år siden at jeg var en af de alvorlige brugere af fyldepennen.dk og nu hvor jeg klikker mig ind på min gamle profil, lander mine øjne på dit digt fordi det har en titel der ligner noget jeg selv har skrevet. Det skal indrømmes at jeg ikke er god til digte. Jeg er af den opfattelse at digte alt for ofte bliver for selviscenesættnede og at digteren bliver lidt for optaget af sine egne følelser. Jeg mener også at det i nogen grad, er det der sker for dig her. Et her-og-nu statement, en slags opdatering på dit følelsesliv, endnu en beskæmmende glaskugle på dit juletræ... Lyder jeg negativ... Jeg synes egentlig godt om dit digt... Der løber ligesom en strøm bagved orderne, en jagende smerte af hjertebetændelse. For et blødende hjerte kan man vel næppe tale om, da følelsen som jalousien avler kunne være et brændende had til den som er genstand for den. Et betændt hjerte... Man skammer sig næsten over sig selv, at man kan synke så lavt og kaste så meget.mudder på sig selv.. Nej, dit digt er fint... Som et abstrakt billede hvor beskueren ligesom må danne sin egen mening om indholdet... Mange spørgsmål presser sig hurtigt på... Kan man æde tangenter råt? Kan man stemme tangenter...? Når man sluger ord, er det så ikke for at give plads til at andre kan komme til orde...? Det er metaforer der absolut ikke passer, men jeg kan lide det.. Er det metaforer for følelsernes skyld eller omvendt...? Jeg bliver både forvirret og betaget.. Og alligevel sidder jeg, efter 6 gennemlæsming, jeg tilbage med følelsen af ikke at være blevet spor klogere på noget... Tak...!
Jonas

En helt igennem herlig tekst... Jeg fik også tanker i retning af Scherfig's bog Skorpionen, om manden der kører tilbageren en søndag morgen på sin kones cykel og bliver anklaget for mord.. Det er helt vanvittigt der vi oplever gennem Jan Jensens øjne og jeg er meget i tvivl om hvorvidt der er noget den gode herre har "glemt". Hovedpersonen vil så gerne tages alvorligt og alle er også meget alvorlige over for Jan, det er kun forfatteren der holder den lidt ironiske distance med sin fortællestil... Alle har tilsyneladende en forudindtaget mening om ham som ikke kan ændres.
Bemærkningen om at han løslades efter ønske fra højeste sted og betjenten herefter skotter over mod dronningens protræt, er uhyggelig morsom.. Der findes næppe et mindre egnet menneske i kongeriget Danmark til at træffe den slags beslutninger... Hele den scene gør mig lidt i tvivl om hvorvidt det hele er et "set-up" og stakkels Jan bliver snydt på en eller anden måde...

Skøn historie...

Hej Mikala

Flawless... Der er ikke noget at udsætte på din historie, jeg kan ikke finde på noget i al fald... Jeg lagde godt mærke til hendes glæde ved babymos og den, efter min mening, nødvendige dvælen ved hendes kost... Det viste sig trods alt, at være historiens omdrejningspunkt...

Min anke er egentlig ikke en anke... Jeg har læst flere af dine noveller og de har denne indbyggede fjollethed i sproget som, efter min mening, gør at de aldrig rigtigt bliver interessante. Ikke at der er noget galt med at de er fjollede, jeg kunne bare godt tænke mig at læse en historie om rigtige mennesker med rigtige problemer. En som du har skrevet... En historie hvor man med det samme ved at forfatteren vil tages alvorligt..!

Jeg ved ikke om du spilder dit talent på denne genre, jeg er bare overbevist om at du kunne skrive noget rigtigt godt om "det virkelige liv"..

kh.

Jonas

Jeg kan lide rytmen... Det er stærkt skrevet. Mange mødre oplever at miste deres barn og skal udover sorgen også kæmpe med det gigantiske tabu det er at snakke om døden og sorgen, selv med folk man troede var nære venner.

Rent digterteknisk kan du lige starte med at høste stavefejl. "Og dit barnesindet er heldigvis stadig indtag" En lidt ærgerlig bommert i den fine kontinuitet...

refrainet er virkelig smukt... I mine øjne kunne du have forstærket det ved at bytte lidt om på ordene og på den måde føjet lidt symbolik til tristessen.

Du er mit DNA
Tårerne i mine årer
Blodet på mine kinder
Åndedraget i min krop

Well... Det er selvfølgelig bare min mening.. Gid jeg havde skrevet det digt..

jonas

Hej Kristine
"Den dag i spiser af frugten, skal i visselig dø" sådan sagde skaberen da det første menneskepar havde spist af træet til kundskab om godt og ondt... 1 mosebog siger at de levede i masser af år efter det og det gik skidt fra starten. De valgte det selv..
Og det er lige det du beskriver... De begyndte at dø... De blev nu overladt til dem selv, til selv at bestemme hvad der var godt og ondt...
Det er super stærkt skrevet og et omvendt resume af menneskehedens historie, lige meget om man tror på Bibelen eller ej..

tak for det...

Hej Line

Glædeligt at læse.... Din stil er ikke svær at genkende. Din skrivefacon giver mig mindelser om de små samtaler man har rundt om bordet til eftermiddagskaffen... Stille, men dybt vand... Ældre der tager vare på hinanden er et godt emne som er alvorligt og som jeg tænker du burde tage et lidt fastere greb om. Dine personer er næsten karikerede og det virker ikke som om du vil tages sådan rigtigt alvorligt...
Men så kom jeg til at tænke på hvordan ældre mennesker generelt opfatter sig selv... Det er jo netop sådan som du skriver.. Det er mennesker der ikke er bange for at man griner lidt af dem, de tager ikke sig selv så højtideligt.. Folk som tager sit dårlige helbred med et smil, folk der distancerer sig fra egne lidelser med en hyggelig bemærkning. Det synes jeg du rammer spot-on.

Alligevel virker det sammenpresset og forceret. Du vil gerne få mig til at smile med dine beskrivelser, skære humor ud af noget som egentlig ikke er særlig morsomt.
Tag nu denne her: "Den kejtede måde hvorpå han bar hendes håndtaske, de sparsomme hår på hovedet, som Gerda ikke kunne finde ud af om mindede mest om en selvdød rotte eller en bedaget dørmåtte, man havde vendt den gale vej, satte Gerda i en tilstand af længsel efter dødens komme"
Eller denne:
"En enkefru Petersen var ulykkelig, fordi vinduespudseren var dukket op, netop som hun var stået ud af badet, og i soveværelsets kropsspejl stod og betragtede, hvordan alderdommen havde ændret kroppens spændstighed og erstattet den med rynker og furer og en udtalt opdagelse af tyngdeloven"

Den tone er mere velegnet til klummeskrivning. Jeg tænker om du måske er bange for om det bliver for sentimentalt..?

Men det jo bare min mening..

Hej Mikala

Det her er altså en anelse for fjollet..! Du ønsker tydeligvis at pointen med Gabriel skal bære historien, selvom hans tilstedestedeværelse er komplet unødvendig. Dødsscenen i lejligheden og hele den trykkede stemning i rummet hvor Fru. Larsen ligger er virkelig bare så levende. Og modsætningem i det forhold må siges at være et eksempel på ophøjet litterær skønhed. I mine øjne er Gabriel en ubuden og ligegyldig gæst, ikke bare i Fru. larsens lejlighed, men i hele historien....

Det forfald, der er gået forud for Larsens totale sammenbrud, ser jeg for mig mens jeg læser. Hendes død er usentimental, uhøjtidelig og så energisk beskrevet, at det liv hun har levet, bliver den bærende pointe, bliver det jeg går og brygger videre på efter endt læsning....

Men det er jo bare mig...

God Weekend..

Jonas Q.

Det her er virkelig en af de stærkeste tekster jeg længe har læst.... Ultra komprimeret og uden et gram overflødigt fedt, som det kendte billede af Bruce Lee, hvor han står og flexer vaskebrættet. Knivskarpt og hårdt som diamant.... Forbitrelsen og afmægtigheden mellem linjerne, skærer ubehagelige figurer i mit indre, ved tanken om de to der står der og ser den desperate tomhed i hinandens øjne... Meget præcist formuleret... Kompromiløst og idiosynkrastisk som afmontering af romantikken, nødvendigvis er...!

Smukt...

Jonas Q.

Nej, den er altså for tyk......

Jeg køber den ikke, den er for slidt...
Verden er fuld af mennesker der mener at de andre burde realisere sig selv....! At de andres liv er kedeligt og dumt uden at de ved det... Er du ikke klar over at landsbytossen er byens eneste lykkelige menneske...?

Du skriver godt og teknikken er i orden.. Men jeg synes at det er en gang gøjl at skrive at man er død hvis man lever på den måde.... Jeg forstår udemærket din pointe, men mener du har ramt helt ved siden af...! Hvordan lever du selv...? har du så store variationer i dit liv at det kan kaldes for begivenhedsrigt, spændende og interessant set med andres øjne...?
Ja, undskyld... Jeg synes bare du synger videre på en rigtig gammel sang uden at der kommer noget nyt ud af det... Der skal altså føjes mere til end det, hæftes et eller andet ved, som jeg ikke lige har tænkt på.. Ellers bliver tanken altså for stereotyp. Et produkt af oplevelseindustriens propaganda hvis domskrift på væggen er "Bliv for alt i verden ikke som de andre!" Populær livsstilsfilosofi, hvor alle de smarte kan stå og klappe hinanden på ryggen og grine overbærende af de døde mennesker der kun elsker om onsdagen...

Men det er bare min mening....

Jonas Qvistmose

Alt er sagt....

Du kommer fint igennem det hele og den lidt eventyrlige slutning passer ganske godt til den temmelig karrikerede stil der lber gennem hele novellen.... For du godeste for et par stereotyper. Ja, såmænd også datteren er jo lige præcis som alle ville forstille sig et barn i den alder. Det er synd, for ingen er jo stereotype.... Ikke engang dem der anstrenger sig for at være det. Hvis nu du havde indføjet et par små særkender eller pudsige erfaringer som grundlag for forskellige vaner, tegner det personerne strammere op... Jeg må give Eske ret i at personerne fremstår temmelig ubegavede. Karin undrer sig over at Danny ikke kan det der med børn, mens vi alle sidder og måber over hendes manglende evne til at vælge sig en ordentlig mand... Hvordan er sådan en himmelråbende kraftidiot kommet inden for hendes døre...?? Frispark til Sverige....?? Frispark til læseren.. Hvem er det største fjols, fjolset eller den der lader ham flytte ind...?

Jeg mener det kærligt....!!

Jonas Qvistmose

Det ser absolut lovende ud.... Der er potentiale i dig til en god forfatter....

Jeg vil med det samme sige at din tekst bæres frem af en energi og skrivelyst, jeg ikke har set længe. Det kan jeg lide.
Dit sprog er godt og du er rigtig skrap og ridser et par gode billeder op, ved hjælp af dine metaforer.
Men... Prøv engang at skrive en historie med et mere klart budskab eller bare en nogenlunde synlig pointe. Det er praktisk taget umuligt at forholde sig til noget som helst af det du skriver. Det kunne jeg godt tænke mig, at se dig håndtere.
Men pas nu på med at blive alt for filosofisk. Filosofi er glimrende men skal tages med ildtang og ikke proppes ned i halsen på folk. Visse steder bliver det næsten pinligt, fordi du overlæsser flere af afsnittene med sminkede dybsindigheder som f.eks. Jeg er seks milliarder ens puslespilsbrikker, der passer til seks milliarder forskellige puslespil. Jeg er de hundrede lysår der er mellem dig og dine stjerner. Jeg er det sorte hul i din mave. Min stemme er ekkoet gennem din krop. Jeg ér lige præcis ingenting Nanna.
Den er altså for tyk.... Du udmaler den så meget, tværer den ud i fjæset på læseren at den bliver til omtrent, som du selv skriver, ingenting.
Det er en pyntesyge der sjældent klæder tekster som gerne vil tages alvorligt...

Alligevel synes jeg du leverer en god oplevelse, fordi du tydeligvis har noget på hjerte... Du er sprængfyldt med gode ideer og klasker ubekymret den ene abstraktion op på væggene efter den anden.

Pas i øvrigt på med genbrug... Du bruger den med hunden der bider i sin egn hale to gange i den her tekst. Desuden låner du også lidt fra din anden tekst Febernat.

Men klø på. Du har et godt øre/øje for sprogets krogveje...

Jonas Qvistmose

Der er en herlig skævhed i hele historien her. Men som man siger, giver en skævert også vand, men mest i den ene træsko.

Sproget kan kritiseres som unøjagtigt. Nå du nu vælger at bruge så meget krudt på mandens ordflom, må du være grundigere. Fremstillingen af den indignerede herre, der i selvtægtens navn påtager sig af revse det uvorne pigebarn, er morsom. Hans uforstående reaktion over øvrighedens indgriben er rigtig godt set. For møgungerne ville helt sikkert have godt af en endefuld. Hans pligt/ret som opdrager, også i det offentlige rum, ligger lige i baghånden på ham og ikke engang landets udøvende magt kan få ham til at indse andet. Det er morsomt at du kan gøre det begribeligt i så kort en tekst.

Jeg forstår at du gerne vil give indtryk af at det er en ældre mand med en vis akademisk pondus og af en særlig moralsk kaliper.
Set i sin helhed, portræteres han fint. Det kunne dog gøres med større fyndighed og elegance hvis du satte dig mere ind i de ords betydning, du vælger at bruge.

Dit ønske om at udvide dit ordforråd, er imidlertid prisværdigt og fortjener et skulderklap. Bliv endelig ved med det.
Det er masser af glemte ord, det fortjener en renæssance og som sagtens kan bruger i vores såkaldte, moderne tid.

Jonas Qvistmose

Well. Jeg må jo starte med det sjove....

Den døde vægt blev grebet, og det sidste luft i ligets lunger åndede ud... Var det ikke en mand der var død? Her er det en vægt..! Luften åndede vel heller ikke ud, men derimod manden

havde en af redderne grint og fundet et ukendt antal penge op af lommen.. Et ukendt beløb eller et ukendt antal mønter..? Ordet ukendt kan godt udelades her, det er ligesom implicit i konteksten at det er ukendt...

Længe inden havde han lært at gemme sine følelser bag en facade.. Følelser + facade = kliche...!

Den unge mand lettede lidt op... Den her er
lidt spøjs...

Blev han overfaldt af et lig.. Hmm.. Det hedder vel overfaldet...

"Jeg holdt mig vågen, til jeg blev så træt, at jeg ikke kunne drømme." Det her er en rigtig perle..

Et stålsat blik og en følelsesforladt mine var sat på sin plads.. Nej... Blikke og miner sætter man ikke på deres pladser. Det må kunne formuleres lidt mere elegant.

ivrigt forsøgende på at få den søde klistrede smag ud af munden.. Denne her er ikke helt mundret...

Jeg opdager nu at jeg udelukkende har focuseret på det der skal gøres noget ved... Men jeg finder det svært at få sympati for personerne ud fra et kapitel...

Dialogerne fungerer godt nok og spoler en film op for det indre blik, mens man læser. Men du bliver nødt til at publicere lidt flere kapitler, for personerne er decideret stereotype og uinteressante som de står nu.

Jeg er ikke særlig begejsteret for krimier og sikkert ikke den rette til at bedømme om det er godt eller skidt. Men Du skal ud af rammerne og virkelig bruge fantasien, for at skabe noget der ikke bare er et nyt afsnit af Inspektør Moorse...

Hej Robert... Den var fin.. Noget jeg tror alle pennens brugere kan forholde sig til. At man bare udvikler nogle særlige følelser overfor visse af eller bare en bestemt person på Fyldepennen...
Og du beskriver det som den slags, i mine øjne, bør foregå og som det sikkert ville foregå i de fleste tilfælde.
En rigtig romantisk historie uden at der egentlig sker noget, men bare dufter lidt mellem linierne. Minder i formen om Hemingways isbjergs-teknik, hvor kun en tiendedel er synligt for øjet og resten skrevet i luften mellem læseren og papiret.
Tak skal du have for den... Jonas Qvistmose

Hej Michael.

Tak for en sød historie... Hovedbanegården kunne være kulisse for hundredevis af den slags historier, for alle tænkelige menneskeskæbner. Betjenten er en rigtig "panserbasse", en rar mand der holder af, at have med de mennesker at gøre han møder på sit arbejde... Min eneste kritik er nok at du er lige svulstig nok i din brug af tillægsord. Ubændige, glødende, ømme, en besættelse, stormende kærlighed.... Jeg føler at personerne træder i baggrunden, fordi selve affæren eller forelskelsen rager sådan op i landskabet..

Kh.

Jonas Qvistmose

Hej Robert. Essay eller ej, er det en rigtigt godt fortalt historie vi alle kender og kan forholde os til. Jeg er overrasket over din brug af guds navn, det er jo nærmest tabu at bruge det idag. Og der kunne det tænkes at du ville få problemer med det danske bibelselskab, hvis det en dag skulle komme til tanker om en udgivelse. De har jo, af grunde der er mig ubekendt, sløjfet navnet fra deres egne oversættelser af skrifterne. Men i øvrigt en spændende genre at prøve kræfter med, måske en ide til en novellekonkurrence. Genfortæl en bibelsk beretning er eget valg....! Jobs bog ville også være spændende at genfortælle... Jonas Qvistmose

Nu kom du lige så godt fra start.... Bortset fra enkelte guldkorn hist og her bliver det altså for trivielt og planløst med disse små historier. Ja, undskyld jeg ville gerne skrive at du er lige så dygtig som Peter Adolphsen, men der mangler substans og dynamik i dine pointer, selvom dine personer både er realistiske og troværdige... Kom igen.. Jonas Qvistmose

Hej Erik. Det første kapitel var lidt for langtrukkent og føltes som om forfatteren følte sig forpligtet til at præsentere personerne. Men her i kapitel to er der meget mere.... Hele scenen er bare så godt skrevet, på trods af den lidt kliche-agtige tilgang. Der er jo ikke noget nyt i det, men du fremstiller det præcis lige så patetisk som det må være. Meget smukt... Jeg læser videre... Jonas Qvistmose

Dramatik fra første linie... Hans beskrives rigtig godt selvom du med dine mange bemærkninger om hans udseende og lejlighed, mere end antyder hvem han er. Det er lige før det bliver overkanten og det synes jeg kun fordi det ligesom allerede fra starten giver mig en ide om hvad han går og kæmper med. Din historie er god og vigtig... Den føjer bare ikke noget nyt til problematikken omkring emnet. Faderen der lover ulykke hvis han sladrer og den handlingslammede moder, der sikkert ved det hele, men undlader at sige noget. Hans er godt tegnet og sikkert en type vi alle på et tidspunkt har mødt, bare lidt ærgerligt at hans historie ikke har nogen unikke begivenheder, som alle menneskers historie jo har.... Måske især incestofres... Jonas Qvistmose

My goodness, du kan skrive Thomas.... Der er en helt fantastisk energi i denne tekst og en intensitet der bare stiger og stiger. En virkelig godt disponeret historie. Navnlig fordi den gemmer på så mange foskellige følelser under de brusende strømme af kærlighed og had... Vulgær...? Ja, men fortællingen styres ikke af det vulgære, det bærer den ikke, det dukker op i det brølende cresendo og knalder døren til drømmeverdenen i med et brag... Meget smukt... Min eneste kritiske tanke går på om den kunne have været lidt længere...? Selvom det egentlig ikke er et must... Jonas Qvistmose

Så er det sagt..... Hun kunne sikkert genkende atmosfæren hjemme fra sig selv, altså det med at være eneboer. Bortset fra det ligger din beskrivelse nok ikke langt fra hvordan jeg selv ville bo hvis det ikke lige var for hende fruen. Med undtagelse af den store samling videotapes og red support... Jonas Qvistmose

En fin historie, vævet sammen af flere temaer. Et rimeligt omfangsrigt persongalleri tiltaler mig altid og det er lykkedes dig at tegne din hovedperson rigtigt godt op. Jeg får virkelig sympati med The Bands yngste og i alle henseender mest sympatiske medlem. Den som må være den sidste, runde bandets historie af og slutte ringen. Dit sprog er godt og teksten virker gennemlæst og de fleste fejl er høstet.
Du er desværre lidt af en klicheerytter. "hun var hans et og alt", "hendes lærer kunne hun sno om sin lillefinger.", "frygten lyste ud af hans øjne." Det kan beskrives med egne ord, der er ingen grund til at bruge så slidte talemåder. Desuden er erotikken en kende for udpenslet efter min smag. Lidt mere raffineret kunne den godt være, Sues sprudlende seksualitet kunne godt tegnes lidt mere implicit. Skurkene forekommer lidt tegneserieagtige og kunne godt trænge til lidt mere energi. Overall.... En god historie, om det livet der blev spildt og aldrig kan leves om.... Jonas Qvistmose

En udemærket begyndelse. Jeg sætter pris på gode personbeskrivelser og miljø. Du lufter tanker om et kup og giver os til sidst nyheden om Sonjas graviditet. Et par clues til at læse videre, selvom det næsten virker for beskedent til at gå videre. Lidt mere dynamik...! Jeg læser videre... Jonas Qvistmose

Trist at ønsket om at være speciel, egentlig ikke gør en særligt meget anderledes end alle andre.... Sød digt, men rytmikken halter lidt... Jonas Qvistmose