Når de tyste sværmede omkring mig
i det grønne solskin
og landede på mine hænder
for at stirre med de kul sorte øjne
ind i mine
med en visdom så dyb,
vidste jeg,
så vidste jeg igen.
Stilhedens hvide vinger der forfulgte mig
langt ned i skoven,
fortalte mig det hele,
fortalte mig
du tænkte kærligt om mig
i den samme højtid,
i den samme dag
og i den samme aften,
mens de gik til hvile i det høje græs
for at sove længe.
En glæde der var for stor,
tankerne der vidste
alt alligevel,
fornægtelsen der vandt igen,
fordi øjeblikket var forpasset.
Men vi var der,
i går,
og måske i morgen,
ligesom din budbringer
får stilheden til at danse i luften.