Du lyste ind i alle mørke kroge i mit sind,
i glimtvis forsvandt de gamle ødelagte
fastnaglede traumer og stemmer
der havde forført mig så tit
inde i min egen verden.
Den gule lygte
der havde været giftig neon grøn,
holdt op med at lyse
i nogle år,
mens de sorte mareridt
langsomt blev til drømme,
til jeg kunne tænde det igen
som en mørkegul og evig glød.
Mit sande sind er mørkets brune farve,
når jeg er der,
bliver jeg nær igen
og kan føle jorden
under mine fødder.
Du fyldte det bare ud
med sandhedens dunkle genskær,
så mange år siden med en visdom
der endelig kunne få plads
i alle mørke hjørner,
din kærlige altfavnende storhed
kastede alle løgne overbord.
Jeg havde fået øjne.
Men den bliver aldrig større
og aldrig præciseret mere end nu,
fordi den fylder alt,
den healer bare lidt
i skæret af glimt
der afpasser hvad vi kan
og vil.