Det var hans yndlingssted som barn. Han elskede at rende rundt derinde og lege mellem gravene og på de åbne grønne områder. Helt ubekymret at nyde stilheden, fri fra andre børns larm og ligegyldigheder. Der var også en fred på indviet jord, som ikke fandtes andre steder.
   At færdes i elementerne: Vindens kærtegn. Jordens fred. Vandets rislen og de åbne kilder. Og ildens varme, når der var fakler eller bål.
   Når han kærtegnede Jorden, og græsset kildede hans hænder. Og vinden kom som svar: Dens kærtegn, som når en mor stryger en gennem håret. Dette var hans sted. Et sted, som han kun sjældent havde indviet andre i.
   En kirkegård var jo blot indviet jord på et afgrænset sted. Følelsen var den samme, fordi Kilden var den samme! Han kunne ikke nærme sig sin mors Bibel eller fars Koran uden, at der var fuld blus på energien. Gud var til, og holdt helt sikkert øje med, hvad hans gøren og laden...
   Nu rendte han, som så ofte før, rundt på kirkegården, og så slog det ham: Hvad var en gravsten, og hvad var de navne på den? Hvorfor var de mennesker, hvis navne var på gravstenene, ikke mere? Hvad var døden, og kunne den undgås? Hvordan løste man dødens problem? En dag skulle han også dø, jovist han var kun 5 år, og var næsten lige ankommet til "festen"? Han havde bestemt ikke lyst til at dø! Ikke endnu, i hvert fald! Fundamentet for hans dødsangst var lagt. Tænk på alle de mennesker, han kendte, som også levede, og som fandt glæde ved livet. For livet dengang var liv og glade dage. Det var da kun gamle mennesker, som døde, og der var længe til.
   Hans mor kaldte: Hun lød bekymret og gik jo ikke så godt som andre mennesker. Han måtte skynde sig...

D