Det slidte tapet er det samme som dengang. Jeg går hen til væggen og flytter en jakke, bag den har jeg lavet et hjerte med blåt blæk, indeni er der tegnet to bogstaver. Sjovt jeg lader fingeren hvile på den fedtede væg.
   Louise ser på mig: "Hvad laver du"?
   "Bare minder", jeg slipper taget, stiller rygsækken, og følger efter ud i køkkenet.
   "Det er syv år siden jeg har været her", jeg sætter mig på køkkenstolen og ser på min søster mens hun arbejder.

"Du kunne bare være kommet", hendes stemme er vred, hun smækker ting i køleskabet.

"Jeg blev smidt ud".

"Du gik selv", hun sætter sig over for mig, åbner vinflasken og hælder op

Ja det gjorde jeg vist.

"Hvordan skete det"?

"Hvad"?

"Hvordan døde far"?

Sikkert af druk, tænker jeg, og tager en tår vin.

"Det var mandag efter arbejde", hun vender blikket direkte mod mig. Hun har tårer i øjnene.
   Jeg ved godt hun altid havde et særligt forhold til ham.
   "Christian var ikke hjemme, her var mærkeligt stille", hun tøver inden hun fortsætter: "Han hang i stalden".

Hvad, hængte han sig? Hvorfor har hun ikke fortalt det? Min hjerne står stille, min mund har ingen ord. Far for fanden, og stakkels Louise. Jeg ser på hende. Hun ryster på hovedet: "Det var et chok".

Mon ikke: "Hvad så"?

"Ja så ikke noget, ambulance, politi hele molevitten".

Christian træder ind i rummet: "Dag", siger han. Han bøjer sig og giver Louise et kys, før han sætter sig mellem os. Louise tager et glas og hælder op til ham. Vores intime rum er brudt. Jeg trækker mig tilbage og lader dem om at diskutere aftensmaden.

"Hvor skal jeg sove"?

"Hvor tror du", ler Louise, hun peger mod trappen. Ja selvfølgelig mit værelse, mon det står intakt. Jeg rejser mig og lader de to i fred. Døren binder, jeg giver den et hårdt puf, smider rygsækken på sengen med det lilla sengetæppe og går hen til vinduet. Jeg ser lige ned på stalden. Han må have hængt sig i en af de store bjælker. Hvorfor? Han var ingen lykkelig mand, men ligefrem hænge sig? Godt jeg ikke bor her, jeg ville dagligt få billeder af kroppen i bjælken. Stedet giver mig myrekryb. Louise må godt beholde det for sig selv. Jeg bliver stående bag gardinet, den lerede jord slår fugtigt igennem. Jeg åbner vinduet, nogle køer brøler i det fjerne, og fuglene har deres egne serenader. Min gamle verden. Det er den hullet i maven handler om, tyngden der gør det umuligt at trække vejret. Hvordan kan min søster holde det ud, presset som en citron, klemt af en traktor.

Farfars traktor var rød og rusten. Den brummede og raslede, som ville den falde fra hinanden. Jeg skreg og hylede og ville ikke med op, men farfar havde et fast greb om min mave, så sådan blev det. Han kørte og pløjede, frem og tilbage i snorlige rækker med mig som en stivnet pind. Han lugtede surt af jord og olie, mens hans tyrede gennem marken. Ved middagstid stoppede vi: "Det var da ikke så slemt", sagde farfar og smed mig på jorden. jeg stolpede ind, løb op på mit værelse og kom ikke ned til frokost. Næsten samme følelse har jeg nu, det er ikke Louises skyld, Louise ved ingenting, absolut ingenting.