Jeg går i skyggen af mig selv,
for træt til at klatre i kanten
forsøger jeg at dulme
de gamle stormfulde højder,
så de flader ud for mine fødder,
så jeg kan tage dem op og kigge på dem,
smide dem ud som fugle for vinden og vide,
at jeg var en taber i mit slot.
Nu har jeg kun mine skader
der kan fortælle mig,
at jeg er mig,
nu vinder jeg kun med tålmod
og fornuft,
så ingen ved det.
Den anden side er kold,
lige så iskold som den vinter
for længe længe siden
hvor perlerne glimtede i buskene under månen,
is perler som diamanter.
Jeg går i min egen skygge,
for her er håbet lige så lille
som mig selv,
og her er drømmene små og kære
som jeg kan tage op i mine hænder
og drysse ud som glimmer på mig selv,
så bliver jeg en fe et øjeblik.
Her,
her kan tankerne finde hinanden
dag for dag,
flette sig ind i musikken,
her,
her kan jeg leve lidt
endnu,
måske endda lidt længe.
Min skygge,
min beskytter.