Sidder i mit lille rolige køkken og lytter
til brudstykker af klassiske stykker fra mit TV,
jeg tænker tilbage, og ved
det kun er små skridt jeg skal fremad med nu.
Har smidt det månedlange tykke plaster
på min ene fod,
befrielsen og lettelsen
har jeg lagt en dæmper på,
for det er uberegneligt,
men jeg tror,
at vi vandt i tide.
Nu ved jeg,
hvor vigtigt det er,
at nyde minutternes stilhed,
at skabe freden efter tvivl og håbløse tanker
som flirtede så stort med sorte depressioner,
at vide at være i nuet er i dag
og ikke mere i overmorgen.
For jeg ved ikke, hvor længe jeg har det,
varmen og trygheden i mit hus,
jeg ved ikke hvornår,
det næste uforudsete onde stikker hovedet frem.
Jeg falder ned i mig selv med et glas rødvin,
koldt fra køleskabet med gurkemeje i bunden
og et sugerør,
det skaber hygge.
Jeg lytter til min alder der siger,
det godt må være rart og klogere at blive gammel,
men jeg bremser glæden
ind under rammerne,
hvor den hører hjemme,
fordi den bor hos mig.
den skal ikke mere bede mig om at flyve
med impulser
til fantasiens vinger,
men holde mit liv ved jorden.