Når vinden har forladt mit land,
og angstens udhulede kinder falder til ro
efter dagens gøremål og resterne af flugt,
sejler min gamle veninde
mellem skyerne i mit vindue,
hun smiler blidt,
blinker gammelklogt og vidende
usynligt inde bagved sine bjerge.
Vi kender hinanden så godt.
Hun har altid været nattens lampe,
her hvor vi ikke kender gadelyset.
Jeg vil spørge hende,
hvorfor smerterne er til,
hvorfor alt levende er skabt
med yderkanternes kontraster.
Men hun siger ingenting.
Hun tænker kun et ord til mig,
og det er "vent",
men ikke højt,
for hun er altid lydløs.
For ikke alt er utopi.
Og ingen drømme kan man følge længe nok,
før de skifter til et andet ansigt.
Og jeg bliver træt og livstræt,
ked af at blive gammel,
bange for fremtiden,
bange for mere smerte,
og ønsket er stort,
men mit liv er alt for lille til det.
"Vent", siger hun igen, "det er mit ord til dig i nat.
Så vil du se,
mit ord er det største
til ensomme dage,
hvor smerten vil finde
din balance".