Jeg var som en lille jolle
langt ude
på det åbne, oprørte hav
Mine følelser var så voldsomme
og ustabile
Jeg var skrækslagen
for de store bølger
og det dybe, blå hav
Hele tiden føltes det
som var min båd ved at kæntre
som var jeg ved at drukne
Jeg havde ikke noget anker
og ingen fast grund
under mig
Således levede jeg
i følelsernes stormvejr
i flere år
Men Gud førte mig
til den havn
jeg ønskede
Jeg fik fred
og stabilitet
under mig
Når jeg står ved molen
og ser ud over de store bølger
og det oprørte hav
Kan jeg stadig blive bange
For de enorme kræfter
stormen og havet rummer
Så bange
at det føles
som jeg stadig er
i den lille jolle
langt ude på havet
Bange for at bølgerne
skal skylle ind over molen
over mig
Og trække mig tilbage
til der hvor jeg var
Hvor jeg var panisk angst
for at drukne
I følelsernes
oprørte
hav