Som stormen der suser afsted udenfor
og kaster grene ned,
er jeg gået til ro i mig selv
og blevet stille,
måske fordi vinden gør mig rolig
her i ovnens varme med store dråber mod ruden.
Så mange år er blæst afsted i deres vold,
så meget har de stjålet af min kærlighed
til det, de også slog ihjel,
så mange små og store ar der aldrig heler helt,
men skifter farve,
dæmper sig ind i mit sind
og forstår det sandt.
Min sorg over tiden der varer for kort
giver plads til mit vinterhi.
I mørket kan jeg sove,
i mørket er jeg undskyldt,
og i mørket får jeg fred for al fortræd,
der kan jeg længes efter forår
og pudse mine hemmelige drømme.
Den lange søvn er lige her ved siden af mig,
jeg skal bare række ud,
og jeg er ikke mere bange.