Bibliotekaren sagde altid pænt goddag, når han passerede, og han betragtede hende på afstand. Bag avisen i læseafsnittet skævede han ind imellem ud. Hun lavede forskelligt. Skrev på computer, hentede bøger, talte med kunder. Af og til forlod hun også pladsen for at gå en tur med en fyldt biblioteksvogn. Hun var lille og lidt rund. Det krøllede hår ramte hendes skuldre når hun gik.
   Han turde ikke stoppe op og tale med hende, for hvad skulle de snakke om? Bøger vel? Han vidste intet om bøger. Ja han kunne da læse.

Hans mor havde haft tre bøger, Biblen, Den forsvundne fuldmægtig og Den afrikanske farm.

En del af historierne fra biblen kendte han. Dem havde hun fortalt ham. De to andre bøger havde ham gemt dengang, han ryddede op i lejligheden. De stod nu i reolsystemet sammen med tv-et.

Det havde både været en lettelse og sorg da mor døde. Hun var hans højre arm og evige hjælper. Da hun forsvandt, blev han forundret over hvor lidt det betød. Han havde selv en højre arm, og han havde egentlig ikke brug for hjælp. Han kunne sagtens selv handle ind vaske tøj, gøre rent. Alt det hun havde gjort faldt lige så naturligt for ham. Hun ville så gerne, når hun kunne, så han havde ladet hende gøre det.

Det han savnede mest var øjnene på de dage, hvor de strålede og smilede.

Men den sidste tid havde været svær. Hun var grim. Hendes ord var onde, og hun var fyldt med had.

Han kom med mad. Hun smed den på gulvet og smækkede døren. Han låste sig ind, hun bad om nøglen. Når han bankede på, skreg hun: "Skrid".

Hvad skulle han gøre? Han vidste det ikke. Tænkte han ville lade der gå tid. Passede sit arbejde. Tænkte på mor, kunne ikke sove. Tænkte mere.
   Så kom politiet. Mor var sprunget ud foran et tog. Mor var død. Mor var væk. Han fortsatte med at gå på arbejde. Han fortsatte som om det ikke betød noget.
   Han fortsatte, mens han tænkte på mor i himlen. Havde hun mødt far nu? Var hun lykkelig?
   Guds have plejede hun at sige, når de talte om det. Guds have det var et smukt billede. Når han kom hjem fra arbejde, sad han nogen gange på altanen og stirrede op i himlen. Og når han lukkede øjnene, passerede der billeder af træer med farverige fugle, mens grønne dufte ramte næsen. Himlen var grøn og fuld af smukke fugle. Det irriterede ham, at der ikke kom billeder af mor. Var engle da usynlige? Det troede han ikke. Men han kunne åbenbart ikke se dem.