Jeg giver op under verden,
slipper forvirringens kaos
i medier og på nettet,
jeg vil tabe kampen i det sværes krav
og bare søge roen
her igen.
Jeg fanger impulserne,
før de fanger mig,
jeg giver dem vinger
og beder dem om at flyve deres vej.
Jeg ved, hvor stærke og farlige de er,
hvis de får lov til at tage mig med,
jeg kender deres følsomme reaktioner
på alt det der altid tager mine kræfter.
Jeg ødelægger mine øjne af at læse
mere om corona,
jeg bliver træt,
så træt,
så dødtræt af al deres ordkævl.
Skyerne er som dyner der trækker sammen
lige over mit hoved,
der ligger de og snorker,
mens de regner tungt i lange drømme,
sovende i skvulp
vil de måske aldrig mere vågne
og blæse væk med vinden.
Jeg giver op, holder fred med mig selv,
mens det sjasker omkring mig,
og ordene haster afsted i nyheder
der hele tiden skifter.
Jeg ved ikke mere.
Jeg ved ingenting.
Jeg ved ingenting.
Jeg ved ikke mere.