Jeg så en honningbi i går i min have,
den gule lille bi,
så kær og gammelkendt med sin tykke mave
fløj i græsset mellem ranunkler og skærmblomster
og under de duftende hyldetræer
med hvide blomster i sommersolen,
optaget af sit eget.
Sommerfuglene sætter sig på mine hænder,
så snart jeg tager mig et hvil,
de fortæller altid,
når der er tanker fra dig,
de hilser altid fra dig og fortæller,
når der er et kærligt rum
fra dine mange sider.
Honningbien er mæt og stikker ikke.
Jeg havde glemt den.
Nu kan jeg kende den igen.
I nuet med de skarpe hvide stråler
der rammer mit ansigt
fra solen i træernes grene,
bliver jeg dumpet
ned i følelser igen.