Mens solen forsvinder
fra jordens syn,
forsvinder jeg selv
fra mit eget syn.
Famler i blinde
for at se
mig selv igen,
river masken af,
den næste maske af,
men kan ikke mærke mit ansigt.
I en bobbel
svømmer jeg rundt,
alene,
bange,
- desperat.
Jeg er blevet væk.
En uendelighed
af masker
står tilbage,
som evige lag
påklistret mit ansigt.
Dét ansigt
jeg så desperat søger tilbage til.
Jeg finder mig selv
i en knytnæve af foragt.
I hadet
stirrer to sårede øjne på mig,
tigger om,
at få respekt.
I kærlighedens navn
erstatter jeg mit blindsyn
med de sårede øjne
og vier mit liv
til forandring.