I ensomhedens grøft sidder vi skulder til skulder,
hver skjult bag vores subjektive følelse af mangel på tid.
Mit tunnelsyn gør det umuligt at mærke dig,
selvom din nøgne skulder berører min bare hud.
Ensomhedens bivirkninger skaber mere ensomhed,
og her sidder vi så fast i grøften uden ende.