Dengang jeg kunne gå
var alting bare lidt mere i øjenhøjde.
Nu sidder jeg her.
Fortærer mine egne digte,
fodret af mig selv,
til mig selv,
på en guldske.
Kravler langsomt mod himlen,
op til mine idoler,
som jeg er for gammel til at joine
i klub 27.
Jeg er bange for
at guldbelægningen forsvinder,
hvis jeg rejser mig op
og erkender denne sandhed.