Vinden hvisker bag mine øjne.
Skoven synger i mine ører.
Havet bruser i mine årer.
Alle disse toner i en uendelighed,
som stjernernes lys der falder
gennem verdensrummets tid
uden nogensinde at nå jorden.
Går i uforanderlige fredfyldte landskaber.
De lyse nætter er en overrumplende opdagelse,
da jeg løfter øjnene fra din lette sommerkjole,
som sidder ved søen og taler til mig
om landskabet med dig,
som jeg altid ser det foran mig.
Der er ingen vind, måske en stille brise
gennem dette landskabs trækroner
over skyggen, hvor du sidder
med en forsinket solstribe på din profil
på kanten i græsset ved søen
så tankefuldt hensunket
mellem blomstrende lupiner
kongelys og gederams
medens en nattergal synger
et sted fra, skjult imellem grene.
Jeg rækker dig mine hænder,
da jeg ser dig smile dine kys
og igen synke hen i tanker
fuldstændig hjælpeløs overfor regnen,
som pludselig drypper blidt fra himlens lys
og opløser din lyse hud.
Vi rejser os op sammen
for at forsvinde i den lyse nat
og lader natten fortsætte så stille.